Ambassadørindlæg: Tab, sorg og savn i et institutionaliseringsperspektiv

Dette er et ambassadør-indlæg skrevet af frivillig ambassadør ved Kulturkritisk Forum, Sabina Hedegaard. Du kan læse mere om Sabina og de øvrige ambassadører her.

Når et menneske der står os nært dør, så skal vi igennem en sorgproces. Det er acceptabelt fra omverdenen, og det er næsten svært at forstå for de pårørende, hvis ikke folk reagerer, når de mister én.

Når et barn bliver fjernet fra deres familie og bliver placeret på et opholdssted eller plejefamilie, så går barnet ifølge forskning igennem en proces der er tilsvarende. Også selvom de biologiske forældre ikke er døde. Men måden, barnet reagerer på, har vist sig at være nogenlunde samme mønster, og plejeforældrene bliver forberedt på et sådan mønster.

Men hvad så med det lille barn der bliver placeret hos en dagplejemor/vuggestue?

Sker der mon noget tilsvarende, eller er børn bare helt ok med at stå ved vinkevinduet, mens mor og far tager videre ud i verden?

Sorgens faser

Ifølge sundhed.dk er sorg en indre psykisk reaktion på at miste noget og/eller følelsen af et tab.

Måden, hvorpå mennesker takler sorgen, er forskellig alt efter hvilke redskaber og tidligere erfaringer den enkelte har at trække på.

Men har et lille barn, der bliver afleveret i dagpleje, mistet noget, ville nogen nok spørge…

Jeg ville spørge anderledes: Hvilke erfaringer og kognitive redskaber har et barn på under et år at trække på for at takle det tab at deres mor/far afleverer dem og går deres vej igen?

Nedenstående beskriver de 4 faser, som mennesker går ind og ud af, når de skal bearbejde sorg/tab.

Vi kan læse det med vores voksenbriller på, eller vi kan lige låne et par børnebriller fra den 10 måneder gamle baby der for nylig blev afleveret første gang alene hos sin dagplejemor.

Chok-fasen

Sker oftest ved en uventet alvorlig belastning.

Man kan ikke tænke klart eller opføre sig normalt, og man har ikke helt forstået, hvad det egentlig er der sker.

Reaktions-fasen

Man får fornemmelsen for, hvad det er, der er sket, og hvilken betydning det har for én.

Angst, tristhed, symptomer fra kroppen og forandringer i adfærd er helt normalt.

Mange har behov for at tale med andre mennesker omkring det, der er sket, og det er vigtigt, at de følelser som befinder sig i kroppen får lov at komme frem.

Reparations-fasen

I perioder kan man igen finde sig selv i verden. Man tænker mindre over sorgen/tabet, og begynder igen at kunne finde glæde og interesse i omverdenen.

Nyorienterings-fasen

Man affinder sig med den forandring som er sket og begynder at planlægge hvordan livet skal gå videre. Det sker dog ofte at man falder tilbage igen, og skal igennem en eller to af faserne igen, for at nå hertil igen.

Jeg har ingen forskning, ingen undersøgelser, eller kloge teoretikeres observationer der fortæller mig om et rask og sundt barn med god tilknytning til sine forældre oplever en form for tab eller sorg, når det bliver afleveret i dagpleje de første dage/uger/måneder.

Men lad os se på nogle tidligere undersøgelser, hvor adskillelse har vist sine tydelige spor.

I fængsel med Hr. Spitz

Rene Spitz (1887-1974) var uddannet læge, og var én af de første som udførte systematiske undersøgelser af spædbørn. Særligt i årene omkring 2. verdenskrig lavede han mange undersøgelser af spædbørn, der enten blev adskilt pga. sygdom eller kom på børnehjem.

De mest interessante undersøgelser at kigge nærmere på for mig, er de undersøgelser af helt små børn han lavede i et kvindefængsel.

Forsøgspersonerne, som Spitz benyttede og observerede, var alle kvinder, der sad i fængsel og som havde børn under et år. Kvinderne havde lov til at være sammen med børnene selv, mens de var i fængslet.

Spitz observerede 123 børn, og det han så med de fleste børn var, at børnene det første år havde en god kontakt med moderen og børnene udviklede sig tilfredsstillende.

Men for 19 af de 123 børn så han, at de havde en adfærd, hvor de græd meget.

Efter et stykke tid med denne grædende adfærd begyndte børnene at trække sig tilbage i sig selv, og når udefrakommende forsøgte at tage kontakt til dem, så ignorerede børnene det.

I 2-3 måneder observerede Spitz at disse grædende og tilbagetrukne børn fik symptomer på mistrivsel og deres udvikling stod for en periode stille, mens nogen af børnene endda gik tilbage til tidligere udviklingstrin.

Børnene tabte sig, havde søvnforstyrrelser og de var mere tilbøjelige til at blive forkølet.

Nogen af dem lukkede sig helt inde og lå eller sad blot med åbne øjne og et fjernt blik, mens de nærmest ikke forstod, hvad der skete omkring dem, og til sidst var det nærmest umuligt at opnå kontakt med dem.

Spitz undersøgte forholdende for disse 19 børn og fandt én ting tilfælles for dem alle;

Mellem deres 6 og 8 levemåned var børnene blevet adskilt fra deres mor i en uafbrudt periode på 3 måneder.

(Moren kunne være syg eller skulle afhøres i et andet fængsel og var derfor nødsaget til at bo der uden sit barn)

Spitz observerede videre og opdagede, at hvis moderen vendte tilbage efter de 3 måneders adskillelse, så løsnede børnene op og ”kom” sig igen, men Spitz havde dog en mistanke om, at der stadig var sket en form for skade indeni børnene.

Men hvad betyder det?

Jeg vil med vilje ikke drage nogen konklusioner, men i stedet for vil jeg stille undrende og nysgerrige spørgsmål.  

Ovenstående undersøgelse, som godt nok er af ældre dato, viser at små børn under et år reagerer på adskillelsen fra mor, når det er over længere tid.

Men mit nysgerrige spørgsmål, som jeg ikke selv har svaret på, er:

Hvad med det barn der dagligt bliver afleveret? [og hentet igen]

  • Hvad sker der mon indeni barnet, når det bliver afleveret og den efterfølgende tid?
  • Starter der mon en form for sorgproces hos barnet, når det bliver afleveret?

I så fald – Hvor længe mon børnene er i sorg, når processen bliver afbrudt hver eftermiddag og påbegyndt igen efterfølgende morgen?

Er det derfor at nogen børn ikke udviser (længerevarende) symptomer eller ændret adfærd, fordi de netop bliver hentet igen?

  • Når små børn anno 2020 at tage skade af adskillelsen, når børnene ”kun” er adskilt 7-8-9 timer dagligt en periode på 5 dage ugentligt og ikke i 3 måneder som i Spitz’ observationer?

Vi ved at tilknytning betyder noget for barnets udvikling og fremtid;

det er videnskab, det er fakta og det kan ses med vores egne øjne, hvis blot vi tør kigge.

Og tænk hvis vi turde tage børnebrillerne på og gå ned i deres højde og fornemme hvor stor verden egentlig er dernede fra, og sådan rigtig kunne få en forståelse for, hvor svært det er at navigere i en verden, hvor alt skal prøves for første gang.

Tænk hvis vi en enkelt dag kunne mærke den afmagt de små børn sidder tilbage med, når voksne ikke imødekommer eller forstår deres behov.

Hvis vi kunne sanse med deres store følelser, som de endnu ikke selv har lært at kende og mestre.

Men vi går ikke ind i børnenes verden og i stedet for tilpasser børnene sig de voksnes.

Men store voksenbriller passer bare sjældent til et lille ansigt.

Vil du læse mere fra Sabina? Se fx her