At tale ud fra det kvindelige sprog

Som indsigtsfulde @kluddermor kommenterede på mit post igår, kan det være ret svært at tale om – eller kommunikere ud fra et feminint perspektiv, fordi vi er så vant til at tale sammen med en jargon, der er funderet på maskuline præmisser. Et maskulint sprog.
Det bliver ofte drejet til at handle om ligestilling, når vi taler om det feminine hhv. det maskuline. Og ligestillingen er også en del af det, på den måde at vi skal have det hele med: det feminine og maskuline i både kvinden og manden. Men ikke på den måde at den ene part er et offer – den anden en bøddel. Det er ikke en magtkamp. Det handler ikke om at dele hvert stykke slik i posen 100% ligeligt.

Det, Carl Jung kaldte Eros (det feminine i kvinden) samt Animus (det maskuline i kvinden) – og Logos (det maskuline i manden) samt Anima (det feminine i manden).

“Det første offer for feminismen var det feminine” skrev min vise mor til mit post igår. Vi blev frigjorte på maskuline præmisser, og opgav det feminine som offeret, der bragte os frigørelsen.

Vi må derfor forsøge at balancere frigørelsen ved at insistere på værdien i – og vigtigheden af det kvindelige og feminine i sig selv. Vi skal turde at være kvindelige, feminine, spirituelle, forbundne og sensuelle, på den måde, det giver mening for os hver især, fast besluttet og afklaret med at dette er nødvendigt for at civilisationer kan udvikle sig på balanceret vis. For at mennesker kan blive hele.

Det kan være rodet og forvirrende, men hvis vi tænker på det maskuline princip i manden Logos, som kendetegnet ved målbare resultater og ydre mål, seperation og adskillelse, “mig” og ejerskab, handling, videnskab, logik og rationale – så bliver det pludselig klart at det netop er det maskuline, der dominerer vores adskillelseskultur, og som gør at det er nødvendigt med en omsorgsrevolution.

Tænker vi på det feminine princip i kvinden Eros, som kendetegnet ved indre proces, cyklus, sammenhæng/enhed (vi/fællesskab), væren og følelse, krop og kontakt til naturen samt intuition – så bliver det klart at det er disse principper, der mangler for at en gentænkning af omsorgsbegrebet i adskillelseskulturen overhovedet er mulig.

Og hvad betyder det så konkret?

Et konkret eksempel kan være det politiske fænomen “tilskud til pasning af eget barn”, som introduceres i nogle kommuner, og som mange kæmper for – og ønsker gjort landsdækkende, så tilskuddet bliver ligeligt tilgængelig for alle. Jeg siger ikke, det er en dårlig idé. Men…
Fænomenet bygger videre på maskulin arbejdsmarkedsretorik, og foreslår med ordet “pasning” at vores børn er noget, der skal opbevares. For hvem? For os selv eller for staten?

Jeg passer altså ikke mine egne børn. De er MINE børn. Jeg er sammen med dem. Vi er enheder, der udgør et fællesskab. Vi er forbundne. Vi elsker hinanden. Vi vil gerne være sammen. De er ikke et komma i min fortælling, og de skal ikke udliciteres, så jeg kan fortsætte som før, jeg bragte dem til verden. De skal integreres, og jeg skal skabe plads til dem i verden. I mit liv. Rammerne i mit liv skal tilpasse sig min familie i dens nye form – det er ikke de nye familiemedlemmer, der skal passes ind i de rammer, der gav mening, da det kun var mig og deres far. Deres barndom skal ikke overstås, opbevares eller reduceres til at være forstadiet til arbejdsdygtighed og derfor udelukkende en mulighed for at de kan udvikle sig til at være robuste og produktive hamstere i hjulet.
De skal ikke “passes”, af mig eller andre, så (arbejds)livet kan fortsætte som om de aldrig var bragt til verden.

Måske tænker du at det jo blot er semantik.
Det synes jeg ikke, det er.
Sproget skaber vores virkelighed, og her er end ikke kun tale om sprog, men også kroner/øre og politik. Der er meget på spil – derfor ér det vigtigt, hvilke områder, vi vælger at kæmpe (mest) på, når vi forsøger at lykkes med en omsorgsrevolution.

Vil vi revolutionere måden, der tænkes omsorg på, må vi starte med selv at gøre det. Selvfølgelig vil det være dejligt med et landsdækkende tilskud, fordi det måske kan hjælpe mange nu og her med at få muligheden for at holde sine børn ude af institution.
Men reelt er der behov for at ændre hele vores børnesyn, og indrette familiepolitikken efter det. Først når man begynder at lytte til den tredje stemme i ligestillingsdebatten – nemlig børnenes – og anser børn som ligeværdige individer, der skal gøres plads og tid til i vores samfundsstruktur, vil omsorgsbegrebet være revolutioneret, på en måde, der indbefatter både det feminine og det maskuline.

Og så kan vi begynde at tale om holdbare løsninger, der giver plads til det hele menneske.