Budskabet er barnets tilknytning

Jeg fornemmer, det er tiltrængt med et disclaimer post, ovenpå mine skriverier de sidste par måneder.

Nej, formålet med at offentliggøre mine tanker og dele forskning vedr. småbørnspsykologi og tilknytningsteori er ikke at give småbørnsforældre, der sender deres børn i institution, dårlig samvittighed. Jeg fremlægger fakta, så hver især har muligheden for at forholde sig til verden, som den er, fremfor hvordan vi fortæller os selv og hinanden, den er. Det, mener jeg, vi som samfund har behov for.

Nej, jeg mener på ingen måde at jeg er bedre end andre. I det hele taget fungerer mit menneskesyn ikke på den måde, og tanken om at der kan være over/undermennesker er retorik, jeg ikke kan forenes med. Det taler til maveregionen, hvor vreden sidder. Jeg taler til hjernen og til hjertet, hvor fornuften, refleksionen og empatien sidder.

Nej, jeg har ikke en holdning til hvorvidt denne eller hin er en god henholdsvis dårlig forælder. Det er en fuldstændig uinteressant og ligegyldig samtale at indgå i, IMO.

Nej, jeg mener ikke at der findes én opskrift på hvordan man etablerer et lykkeligt familieliv, hvor alle medlemmer trives.

Således uddebateret ✌

Men hvad vil jeg så med alt det her? 

SÅ mange ting.

Jeg ser behovet for en mere fleksibel model på det familiepolitiske område, end vi har i dag. Der er forældre og børn (lader jeg mig fortælle), som trives i hamsterhjulet, og det er fint.

Men der er også familier, hvor såvel børn som forældre er ekstremt ulykkelige over at skulle adskilles så meget og så tidligt i barnets liv. Det er ikke min holdning – det er min erfaring, både IRL og her på SoMe, og så har jeg jo i øvrigt selv været én af dem.

Vi må lave om på nogle ting, så disse familier også kan leve et lykkeligt liv.

Af etiske årsager, først og fremmest. Men SKAL man tale samfundets sprog, så er det også bragende dyrt med en dårlig folkelig sundhed. Forskningen viser os at en utryg tilknytning tidligt i livet gør os mere udsatte ift de traumer, livet byder os. Dvs en tryg barndom med vores forældre er helt essentiel, hvis livet ikke skal slå os omkuld, inden vi nærmest er begyndt.

En løsning på så massivt og indviklet et problem er jo en langsigtet indsats, som er betinget af en dyb og hård erkendelse hos hele folket. Skal vi omstrukturere hele vores familiepolitik for småbørnsfamilier (hvilket jeg synes, vi skal, og forskningen viser os, vi bør) kræver det at folket mobiliserer sig og sætter det på dagsordenen, så politikerne lytter. 

Og hvordan gør man så det? Først og fremmest må vi begynde at tale om det, som jeg forsøger på her: 

Tale om hvad forskningen viser os, og hvorfor vi ikke lytter til det

Tale om hvad vores børn forsøger at fortælle os, når de græder, når vi går fra dem.

Tale om hvad vores indre forsøger at fortælle os, når vi hver dag er ved at gå i stykker over at gå fra vores børn.

Tale om hvilke sundhedsmæssige (psykisk og fysisk) konsekvenser det KAN have for os at opleve massiv adskillelse fra vores primære omsorgspersoner så tidligt i livet

Tale om hvad det har gjort ved os selv, at vi har været i institution, og hvad det gjorde ved vores forældre at skulle aflevere os der.

Vi må tale om de ting, der gør ondt. Og dem, det ikke gør ondt på, kan så passende tale om andre ting med andre folk. Men her på profilen tales der, blandt andet, om årsagen til – prisen for – og alternativer til – adskillelsen.

Der tales til fornuften og hjertet, med fornuften og hjertet. Jeg får ofte at vide at jeg giver folk dårlig samvittighed. Det er ikke min intention. Min intention er at tale om dette fordi det er nødvendigt.

I’m just the messenger – videnskaben, vores børn og vores intuition giver os budskabet ❤️