Curlingmor?

I dag havde min mand og jeg planer om at jeg skulle køre et par timer, så jeg kunne sidde på en café og skrive lidt for mig selv, mens han var hjemme med børnene. 

Da jeg skulle afsted, ville Thor gerne med, men da far spurgte om de ikke skulle lege i stuen, ville han alligevel hellere det. To minutter efter jeg var kørt, ringer min mand og siger at Thor er meget ked af det; han vil gerne have at jeg kommer hjem og putter ham til middagslur.

Jeg kører hjem igen. 

Gør det mig til en curlingmor? Det vil nogen sikkert mene, og det må de også gerne.

Men jeg vil ikke køre fra mit barn, der græder, og ønsker at jeg bliver hjemme. Jeg ville aldrig køre fra min mand, hvis han græd og bad mig om at blive hjemme. Så hvorfor gøre det mod min søn? Fordi han er et barn, og derfor græder oftere end en voksen mand? Jeg mener, han har samme rettigheder som sin far, mor og lillesøster. Én af de rettigheder er at alle medlemmerne af hans familie passer på – og respekterer hans følelser.

Thor har oftest ikke et problem med at jeg kører små ærinder – længere. Han kan fint være alene med andre voksne, han er tryg ved. Men i dag havde han ikke lyst til at være uden mig, og så mister jeg også lysten til at være væk. 

Jeg bliver faktisk stolt og rørt over at vores søn er så god til at mærke sig selv og give udtryk for sine behov. Jeg ved, tilhængere af “curling”-begrebet sikkert vil mene at jeg gør ham “uselvstændig” ved at imødekomme hans behov på den måde. Måske vil nogen endda mene at det ikke er i hans interesse at køre hjem til ham, når han giver udtryk for at han ikke har lyst til at jeg kører, fordi han så “får sin vilje”? 

Det er i min optik et forældet børnesyn og forståelse af fænomenet ’tilknytning’. At betragte småbørns mere eller mindre konstante ligegyldighed – eller mangel på interesse i hvor moderen er – som et tegn på selvstændighed er vidt udbredt i adskillelseskulturen. Så kan de små klare sig selv, hurra! Men forskningen på området er milevidt foran os her – og har egentlig været det længe. Tor Wennerberg beskriver det således:

“Den vidtrækkende selvstændighed og tilsyneladende ubekymrede indstilling til moderens forehavender (…) kendetegner til gengæld den gruppe børn, som har en utryg-undgående tilknytning (15-25 procent)” (T. Wennerberg, 2010, 16)

Han tilføjer at:

“Majoriteten af børn (60-70 procent), som har en tryg tilknytning til deres primære tilknytningssperson, udviser ikke tilsvarende mønstre af ambivalens eller vidtrækkende selvstændighed: De er trygge og selvstændige i forældrenes nærhed, men reagerer stærkt og følelsesmæssigt åbent på separationer” (T. Wennerberg, 2010, 16)

Men er det virkelig så grelt; er det virkelig 15-25% af alle danske børn, der er utrygt tilknyttet deres primære omsorgspersoner? Det er desværre ikke rent galt – læs mere om det her (Egmont Fondets rapport fra 2016 om tryg vs. utryg tilknytning i en børneflok i Danmark).

 

Hvilke tanker sætter det i gang hos dig i forhold til småbørns gråd ved aflevering i institutioner? Mon dét faktum at de på et tidspunkt stopper med at græde reelt er fordi de nu er “trygt indkørt” og “elsker deres vuggestue” eller kan det have noget at gøre med at den trygge tilknytning til deres primære omsorgsperson bliver brudt? 

Jeg ved godt, der ikke foreligger et endegyldigt svar om menneskets ve og vel – det gør der jo ikke i nogensomhelst sammenhænge, når det kommer til den menneskelige psyke, fordi det ikke er en eksakt videnskab. Derfor er det heldigt at vi har vores intuition til at guide os – hvis den altså kan komme til orde i larmen fra adskillelseskulturen.

 

Jeg føler mig meget priviligeret over at kunne leve et liv, hvor jeg kan møde mine børn, når de udtrykker deres behov. Jeg ved, mange forældre er nødsagede til at køre fra deres børn – dagligt – selvom både de og børnene ønsker det anderledes. Og mit hjerte går ud til dem – virkelig. Det må være frygteligt at stå i den situation dagligt – jeg ville personligt gå helt i stykker indeni, og det er jeg ret sikker på, mine børn også ville. I hvert fald min søn. Det er mit største håb at der i fremtiden bliver bedre muligheder for at ingen ufrivilligt må stå i den ubarmhjertige situation.

 

Der er også forældre, der står i den situation – og som kører alligevel, og har det fint med det. Dem er der sikkert også en ubehagelig betegnelse for, som anvendes af nogle de, der ikke forstår dem, ligesom at jeg bliver betegnet “curlingmor”.

Men vi er altså alle “bare” forældre.

 

I dag bringer Politiken en artikel om hvor let det er at komme til at træde ved siden af og føle sig fordømt som mor. Her giver jeg mit besyv med, for det er et emne, jeg møder ofte, i kraft af mit virke her på Kulturkritisk Forum. Læs artiklen i Politiken fra d. 16. marts 2019 under overskriften “Som mor kommer du let til at træde ved siden af” (den er desværre gemt bag betalingsmor, og ikke highlightet på avisen hjemmeside, så den er kun tilgængelig for abonnenter af Politiken).

 

Fotos: Blackbird Institute, @Kludder.Mor og @oppressedtooppressor