‘Den empatiske mur’

Forleden havde vi været på farten hele dagen. Først besøg hos gode venner om formiddagen, lur i bilen og så eftermiddagshygge hos farmor. Dagen blev sluttet af med fælles karbad, og kl 19.30 var Isolde drøntræt. Samtidigt var hun så fuld af indtryk at det var svært at falde til ro.

Hun “plejer” at falde i søvn i mine arme, mens vi ammer, men den dag havde hun brug for mere. Hun ville visses, og det syntes jeg, var hårdt. 
Jeg rejste mig i mørket og tænkte “årh for helvede, det orker jeg ikke”, fordi hun er tung og lang, og jeg er træt og gammel. Men jeg gjorde det alligevel, fordi min inderlige kærlighed til hende, fik mig til at gøre det – det er jo så fedt for børn, at de har den effekt på os ❤️ Hun lukkede øjnene med det samme, og efter 5-7 min med sine overdrevet vakre sove-lyde, faldt hun i søvn i mine arme, mens jeg travede vissende rundt i mørket, stadig træt og også lykkelig.

Jeg tænkte over at min fysiske og psykiske træthed blev overdøvet af kærlighed og at det er ethvert barns ret; at få mødt sine behov, også når de kræver noget af den, der skal dække det. 

Jeg tænkte også over at det ofte er når det kræver allermest af os i livet at udvise empati, rummelighed og kærlighed at det er allermest nødvendigt – og allersværest.

Mine tanker vandrede videre, tilbage til en situation fra mit arbejdsliv, inden jeg fødte Thor.
Jeg underviste uledsagede asylbørn. Dvs børn og teenagere, der er flygtet ud i en stor og farlig verden, uden voksne til at beskytte dem, og ud i en uvis fremtid for dem selv og deres familie. En ubærlig situation for et barn.
Vi modtog supervision med en psykolog ind imellem. Vi talte om opgaven og hvordan det var svært at holde sig til den, fordi børnene havde meget mere brug for mange andre ting end at lære et sprog, de end ikke var sikre på, de nogensinde ville få brug for. De havde brug for indlevelse, medfølelse, stabile relationer og kærlighed. Omsorg. Dybfølt omsorg og kærlighed, som den, de manglede fra deres forældre. At føle sig særlig og værd at yde den “ekstra” dybfølte omsorg for. 

Som jeg gjorde for Isolde, da jeg egentlig ikke orkede det.

Psykologen, som i øvrigt var bragende dygtig og et skønt menneske, fortalte om begrebet ‘den empatiske mur’. Et begreb, omsorgsarbejdere anvender for ikke at brænde ud; “overforbruge” sig selv og sin empati, så man til sidst går til i sit fag. Fordi det, man giver, i sidste ende måske er af kæmpe værdi, men aldrig helt nok, fordi man er et substitut. Substitut for dét, barnet egentlig mangler, og som man ikke kan måle sig med.

Jeg holdte virkelig inderligt af mange af mine elever, og gør det i øvrigt stadig. Men den kærlighed de havde brug for; deres forældres – dén kunne jeg ikke mønstre, uagtet hvor meget jeg egentlig forsøgte dengang.

I det system, vi har fået skruet sammen om vores medmennesker – fra nær og fjern – er ‘den empatiske mur’ sikkert nødvendig. Men i sin essens er begrebet paradoksalt og kynisk. 
‘Empati’ og ‘mur’ – hvordan kan de to ting hænge sammen? “Jeg føler med dig hertil – men så heller ikke længere, for så går jeg selv til grunde”. Ofte er den “ekstra mil” af empati; den totale indlevelse og medfølelse, netop dét, man har brug for i en fortvivlende situation.

Men den ekstra mil; den gås af forældrene, for dybfølt kærlighed er netop dét; dybfølt. Den kan ikke fremstilles i en mild og kunstig grad, uden at det kan mærkes af modtageren – og uden at modtageren mærkes af det.

Steve Biddulph udtrykket det således om institutionssammenhænge: “the interactions with children – the way staff talk, hold them, respond to their emotions – is always affected by the fact that this is a professional relationship. There is a necessary coolness to everything. Eye contact is not the same. There is no time for long, peaceful, intimate moments. Concern has to be tempered, empathy withheld, because another ten or 20 children are there right now, ready to make their claim”.

Der er noget uforligneligt mellem det behov, et barn, der undværer sine forældre, har – og den medfølelse og omsorg, en omsorgsarbejder kan tilbyde, for at imødekomme det behov. Der går noget tabt, og det går til grunde i vores børn. Et potentiale for at blive det menneske, man kunne være blevet, bliver ikke indfriet, når det lille barn ikke mødes af kærlighedsfyldte øjne. 

I løbet af de sidste ti år har forskere fundet ud af at børns hjerner udvikler helt nye strukturer i respons til den kærlige og omsorgsfulde interaktion, barnet oplever i de første to år af dets liv. Hvis barnet ikke omgives af intens kærlighed de første to år af dets liv, vil disse områder i hjernen ikke udvikle sig på samme måde, og der vil være evner, barnet således aldrig udvikler (find forskningen bag dette afsnit i Vidensbanken på Kulturkritisk Forum – link nederst i opslaget).

Denne forskning står i så skarp kontrast til vores generations fortælling om institutionaliseringen af småbørn som en nødvendighed for maksimal udvikling og læring hos barnet.

Men står den i kontrast til det, vi ved i vores hjerter? ❤️

Find forskningen bag dette afsnit her