Den “lykkelige” indkøring

Dette er en beretning fra adskillelseskulturen, som Mie Storm har haft med en mor via mail-korrespondance. Moren har efterfølgende givet lov til at beretningen bliver delt anonymt på Kulturkritisk Forum. Læs flere beretninger fra adskillelseskulturen her eller i højdepunkterne på Kulturkritisk Forums Instagram profil @kulturkritiskforum

Serien ‘Beretninger fra adskillelseskulturen’ har som formål at belyse den forråelse og tavshedskultur, der finder sted i nogle danske daginstitutioner. Den har desuden som formål at italesætte den fastlåste adskillelsesretorik, der hersker omkring institutionalisering af børn i Danmark. En retorik, der tolker barnets behov og signaler på arbejdsmarkedets præmisser, og i kraft heraf vildleder forældre til at træffe valg, der går imod deres mavefornemmelse og deres barns signaler.

Mail fra mor

Hej Mie,

Jeg ved godt hvad min mavefornemmelse og krop prøver at fortælle mig – jeg har haft spændingshovedpine siden første dag i børnehave, men det betyder meget for min mand, at vores søn skal gå i børnehave…

W havde første dag i sidste mandags, vi (lillebror på 11 mrd og jeg) er med W i cirka 1.5 time mandag + tirsdag + onsdag.

Onsdag bliver jeg bedt om at forberede W på at jeg går torsdag. Jeg siger til pædagogen at det er ALT for tidligt. De kender W’s historie, men tror åbentbart ikke på mig, når jeg siger han er über-sensitiv. Torsdag er vi afsted i 1.5 time, og da vi er ved at gå, kommer lederen og siger til mig, at fra næste uge skal jeg til at gå, nu har jeg været med nok.

Min mand var nede og se institutionen inden vi sagde ja, og spurgte specifikt om det var muligt med en lang indkøring pga W’s historie – og de sagde ja. Han skulle nok ha været mere specifik omkring hvad en lang indkøring er i vores verden….

Fredag kommer vi ikke pga anden aftale.

Mandag har de fotograf i huset og der er lettere kaos, vi ender med at gå efter 1 time.

Tirsdag er de tilbage i normal rytme – hvilket er tur hver evig eneste dag. Så vi er med dem på en legeplads, i nærheden af hvor vi bor. Her er også 2 andre institutioner, og cirka 60 børn.

De fortæller mig at jeg efter 10 min skal gå fra W. Altså de er på en legeplads ude i byen. Jeg siger ordene højt og W bryder total sammen, panik i øjne, snot og tårer og han klamrer sig til mig.

Pædagogen siger på engelsk til mig, at jeg ikke skal gå. Vi sætter os for at kramme og blive gode venner. Så kommer lederen og sætter sig. W har næsten ikke grædt færdig, før hun spørger, om jeg vil prøve igen at gå. Nej, siger jeg. Så siger hun at jeg SKAL gå i morgen; de har ikke flere ressourcer til at jeg skal være der, og slet ikke i flere uger (pt har de 20 børn og er 5-6 voksne), og min søn kan ikke være centrum i børnehaven længere.

De har umiddelbart ikke gjort meget for at inkludere ham i huset eller fået nogle venskaber til at blomstre. De har prøvet at parre han med én anden dreng, men det sker der ikke så meget ved.

Jeg siger at jeg ikke vil gå, for han er jo tydeligvis ikke tryg, og lederen siger at det bliver han aldrig, hvis jeg ikke bare går. At han skal græde, så de kan trøste og opbygge et venskab. Alt dette sidder hun og siger til mig, imens W kigger på hende og de har øjenkontakt. Så kigger W på mig og siger, at hvis jeg går fra ham, så hopper han over hegnet og løber efter (Av mit hjerte). W har et godt sprog og forståelse af ord, så han forstår alt der bliver sagt.

Imorgen skal de på legepladsen igen, og her vil de have at jeg skal gå fra ham. Altså hvad skulle der have ændret sig fra idag til imorgen, han er jo stadig ikke tryg ved de voksne. Og så på en legeplads ude i byen.

Jeg havde virkelig håbet at denne lille børnehave havde hjerterum og tålmodighed til min følsomme fyr, men de virker total kyniske og uden hjerte.

Min mand mener ikke jeg kan finde en bh, der gider have mig siddende i 1-2 mrd, som jeg tror en “lykkelig” indkøring vil tage. Men findes det

Hjælp,

/ C.

Mail fra Mie Storm til moren:

Hej C,

Først vil jeg sige:

Dén børnehave er ikke et sted for børn. Jeg ved næsten ikke hvor jeg skal starte med at beskrive hvor grueligt fejl den leder tager, ved at opfordre dig til at handle, som hun opfordrer dig til. Det vil være et svigt af din søn, at gå fra ham, når han tydeligt er så utryg. Det hun siger, er der intet fagligt belæg for – hverken tilknytningsmæssigt, etisk eller pædagogisk.

At det er deres rutinepraksis ved indkøring er meget bekymrende.

Indkøring handler i sin essens om at barnet skal danne en tryg relation – og knytte sig til en anden (pædagog) end sine forældre, så barnet kan undvære dem og stadig være tryg.

Det er metoden – om den er mulig i praksis er jeg skeptisk over for.

Men én ting er helt sikker: Det er i k k e grundlag for en tryg tilknytning til en person i børnehaven at du går fra ham, når han er utryg. Det vil jeg på det kraftigste råde dig imod.

Det bedste, du kan gøre for ham, hvis du fastholder at han skal gå i institution, er at blive hos ham til han er tryg ved – og har lyst til at du går.

Sker det ikke, er der en årsag til det.

Stol på din mavefornemmelse. Ville du gå fra din søn et andet sted, hvis han græd og ville hoppe over hegnet for at komme med dig?

60 børn lyder virkelig voldsomt og overvældende.

Venlig hilsen

Mie Storm

Mail fra moren:

Hej Mie,

Tusinde tak for dit svar – det bekræftede os i at den børnehave ikke skulle være vores søns sted.

Vi tog lige et par “fridage” efter tirsdagen. På fridagene reagerede W bl.a. med at græde, da han så sin ELSKEDE tante, og panisk spurgte om jeg ville gå fra ham nu. Shit det sætter sig bare hurtigt i de små…

Anyways. Idag ringede jeg til lederen og siger helt stille og roligt at “vi har snakket herhjemme og har besluttet at børnehaven ikke er det rigtige match for W” og så afbryder lederen mig og skælder mig ud, fortæller om hvordan de virkelig har gjort noget ekstra for os, ændret strategi for os.

At jeg skulle stole på dem, når de sagde at det var på tide at jeg gik.

Og om jeg lige gad fortælle hende hvordan de kunne ha gjort det bedre. De havde kørt mange børn ind og W var ikke noget specielt barn. Så siger jeg til hende at tid, tid til at blive tryg. Men at vi også godt kan se at både jeg og W har behov for at snakke med en psykolog omkring vores angst. Hvortil lederen siger at ja hun ville ha ringet til mig og foreslået at vi skulle have en psykolog ind over. Og 2 Minutter før mente hun ikke der var noget ved W, der var anderledes end de andre børn de har. Eller behov for en længere indkøring. Amen altså, farvel og tak til dem.

Og så ringede jeg faktisk til PPR for at brokke mig, men han var fuldstændig ligeså “blah” som lederen og havde hverken kommentar eller noget. Han sagde bare “nåh” til det jeg fortalte.

Nå men heldigvis har jeg fundet en gruppe af hjemmepassere herinde, så vi tager nogle år hjemme til og får arbejdet med vores psykiske helbred.

Tak Mie, tak for din hjælp 🌸