Der findes ikke professionel kærlighed.

“I am aware that many nurseries never engage emotionally with their children, maintaining a professional detachment. One nursery manager I know instructs her staff not to hug crying children because “it will make them soft”. Nurseries have become big business. Large corporate structures are proliferating, with groups of nurseries being run from remote head offices where profit-driven, sales-oriented teams allow individual managers little say in the running of their nurseries”

De her ord af den britiske psykolog og forfatter, Steve Biddulph, opsummerer desværre ret godt essensen af de beretninger fra institutionspersonale, vi de sidste dage har slæbt os igennem. Rædselsfuld læsning, der bærer vidnesbyrd om at der end ikke er plads til den praktiske og mekaniske minimumsomsorg for vores børn i institutionerne. 

Børnene placeres i virksomheder, der er drevet af profitmaksimering, og der skal de så få en god barndom, trygge relationer, et sundt følelsesliv og tillid til sig selv og sine omgivelser og medmennesker. 

Når noget så alarmerende, hjerteskærende og uudholdeligt for alvor går op for én, er det fristende at ty til skyldsspørgsmålet. 

Hvordan kan pædagogerne arbejde i det? 
Hvorfor siger pædagogerne ikke sandheden til forældrene?
Hvordan kan ledelsen i institutionerne forsvare at drive virksomhed på børnenes bekostning?
Hvorfor bliver forældrene ved med at aflevere deres børn til de vilkår?
Hvorfor gør politikerne ikke noget?

Det er jo alle gode og relevante spørgsmål. Men jeg synes egentlig ikke, det mest relevante er at tale om skyldsspørgsmål; om det er forældrenes, pædagogernes eller politikernes “skyld”. 

Det vigtige er den ENE gruppe af befolkningen, som bærer absolut ingen del af skylden: nemlig børnene. 
Og det er dem, der betaler den højeste pris. 

Vi må hver især tage vores del af skylden og ansvaret på os for at forbedre vores børns liv. Vi må alle erkende at det vi gør kollektivt for at give vores børn en god barndom på ingen måde er tilstrækkeligt, og at det nødvendigvis betyder at vi individuelt også må omprioritere for at tage vores del af ansvaret for at den nødvendige forandring sker. 

Vi må tale om det, så vi kan erkende det og ændre på det i flok.

Vi må slå op med flosklerne. Stoppe med at dække os ind i sproget, for at skåne vores egen samvittighed. Når vi skåner os selv, betaler vores børn prisen.

Der findes ikke ‘professionel kærlighed’.
Der findes ikke børn, der har “brug for” institutionalisering.
Der findes ikke nogen, der er bedre til – eller tilnærmelsesvis ligeså god til at opfylde vores børns behov end os selv.

Stop med at tale om minimumsnormeringer. Det er symptombehandling. Start ved roden af problemet:
Små børn bør slet ikke være i institution.
De bør være hos deres forældre, som elsker dem. Personligt, uendeligt, ubetinget – og ikke professionelt.

Hvordan skaber vi rammer om børnefamilier, der tillader børn at vokse op hos dem, der elsker dem?

Men allerførst: hvordan og hvornår når vi til erkendelsen af at det er dét, vi har brug for?