Det er ikke ren hygge at være hjemmegående

Efter juleferie læste jeg en del opslag her og der, der egentlig stod i kontrast til hinanden, men som fik mig til at tænke over den samme ting.

Udearbejdende forældre opdaterede ærligt (fedt!) om hvor “hårdt”, det faktisk kan være at have ferie med sine børn. At man er på hele tiden. Der bliver talt til én, stillet spørgsmål, udtrykt behov og larmet non-stop. Det er hårdt at være i, så folk opdaterede om at de glædede sig til at komme på arbejde igen, og så blev der knyttet en kommentar til om at sådan noget “må man jo egentlig ikke sige, men nu gør jeg det alligevel”.

Det synes jeg nu godt man må, og jeg forstår det godt.

I kølvandet på de kommentarer, kom der så respons fra min del af verden (just kidding), hvor der blev fortalt om at den der anstrengelse, man kan opleve ved non-stop samvær med sine børn, ophæver sig selv, når man er rigtigt meget sammen med dem hele tiden, fordi samværsformen så finder et naturligt leje. Man vænner sig på en eller anden måde til at være sammen og det bliver ikke-klaustrofobisk og afslappet.

Sådan er der sikkert mange, der har det.

Men jeg får lige behov for at tilføje: det er ikke en evindelig zen-tilstand at gå hjemme med sine unger.
Ikke for mig i hvert fald.
Dog sikkert for nogle ‍♀️

Jeg har perioder, hvor jeg synes, det er knashyggeligt 24/7, hvor samspillet mellem vores unger og jeg bare er on point, og alt er knashyggeligt.

Men jeg har dælme også perioder, hvor jeg har lyst til at skrige og løbe ud af døren flere gange om dagen. 
Hvor jeg synes, de er dybt anstrengende, og alt egentlig er synd for mig  
De perioder er jo et udslag af mit eget underskud, og der ryger da også en del chokolade i svinget i de perioder. Forleden sagde min svigermor til mig at der dør en plade Rittersport, hver gang jeg skal putte et barn det er ikke rent galt i de perioder, der kommer med jævne mellemrum, fordi vi har to små børn, der begge ammer nat og dag og ikke sover igennem.

Det er ikke for at poste en klagesang, overhovedet. Jeg elsker mit liv, og jeg stiller aldrig nogensinde spørgsmålstegn ved vores livsstil. Jeg ville sælge hver ejendel jeg havde, hvis det var nødvendigt for at beholde vores børn hjemme.

Men jeg synes, det er vigtigt at illustrere at  det både er helt fantastisk og benhårdt at være sammen med sine børn 24/7. 
I hvert fald for mig  

Man bliver ikke et overmenneske af at være sammen med sin yndlingsmennesker konstant. Men man bliver tryg og lykkelig ❤️