Det institutionaliserede præstationsindivid

Dette indlæg er skrevet af Manja Holmelund, som en del af hendes speciale i kulturformidling. Manja er frivillig ambassadør for Kulturkritisk Forum, og udgiver løbende dele af sit speciale, som handler om adskillelseskulturen og muligheden for en omsorgsrevolution. Læs de øvrige indlæg fra Manjas speciale under Omsorgsspektakel.

Sociologen Anders Petersen er ophavsmanden bag begrebet ”præstationsindivid”. Præstation, hævder han, er blevet det grundlæggende kendetegn ved nutidens individ-ideal. Det er næsten ligegyldigt hvad vi præsterer, bare vi præsterer, og det er en præstation uden et endegyldigt mål, eller snarere:

Målet er at præstere hele tiden. 

Det karakteristiske ved præstationssamfundet er dets metaforer og logikker hentet fra sportsverden. Særligt selvdisciplinering er blevet en uundværlig kompetence for at evne de færdigheder, idealer og logikker der eksisterer i præstationssamfundet. Som præstationsindivider skal vi nemlig efterleve en lang række dogmer for at lykkes i præstationssamfundet. Vi skal fx – gennem selvdisciplinering – efterstræbe at være: Tilpasningsparate, omstillingsparate, selvudbyttende, selvoptimerende, selvrealiserende, effektive, robuste, konkurrencedygtige, modellerbare, fleksible, produktive, hurtige og selvfølgelig præstationsorienteret. 

Et sejrrigt og succesfuldt individ er i præstationssamfundet således et, der præsterer, og denne præmis og dette ideal, har vi kollektivt accepteret og taget på os – eller i det mindste forsøger at efterstræbe. Vi er dermed blevet til præstationsindivider og det har menneskelige omkostninger ifølge Petersen.

Præstationssamfundet har sin oprindelse i 1960’ernes samfundsmæssige udviklingstendenser med særligt ungdomsoprøret og kvindefrigørelseskampen (Petersen, 2016: 66-67). Individet skulle sættes fri fra ydre magtpålæggelse, og befris for ydre tvang og besnærende bånd.

Individet skulle med andre ord være frigjort til at udfolde sig og skabe sin egen identitet.

I takt med denne udvikling sker der en tiltagende individualisering, hvor individet indtager en mere central position i sin egen tilværelse, og herved bliver selvansvarliggørelsen så meget desto større. Opkomsten af præstationssamfundet har således rod i et frigørelsesprojekt, og vækker dermed en mere positiv klang i modsætning til tidligere tiders disciplinærsamfund. Men tvang og frihed flyder sammen i præstationssamfundet, og hvad mere er: Tvangen er blevet en indrestyret form.


Pointen som jeg vil nå frem til i denne analyse er, at vi gennem institutionalisering bliver præstationsindivider: Præstationsindividet er et institutionaliseret individ – og et institutionaliseret individ er et præstationsindivid. Denne pointe vil jeg perspektivere til adskillelseskulturen. Men for at forstå adskillelseskulturen, kan det være nødvendigt først at komme omkring konkurrencestaten og præstationssamfundet.

Jeg vil derfor gennemgå disse to fænomener i denne analyse og argumentere for, at adskillelseskulturen kan fungere som et samlet paraplybegreb for både konkurrencestaten og præstationssamfundet. Derfor vil jeg i det følgende gennemgå,hvad der ligger til grund for præstationsindividets opkomst, nemlig konkurrencestaten, for dernæst at kigge nærmere på præstationsindividet og præstationssamfundets paradoksale frihedsform, for slutteligt at koble det sammen med institutionalisering, adskillelseskulturen og de nye erkendelser i diskursen under covid-19 nedlukningen. 

Konkurrencestaten som grundlag for præstationssamfundet

Fremkomsten af konkurrencestaten har ifølge Petersen gennemgribende ændret hele vores samfund, og måden vi er mennesker på. 

Velfærdsstaten er blevet en konkurrencestat, hvori det handler om at gøre mennesker markeds- og arbejdsduelige og drivkraften er økonomiske logikker, der er tæt forbundet med markedets og arbejdslivets behov. 

Konkurrencestaten skaber herved en instrumentalisering af mennesker, som anses som (fremtidig) arbejdskraft, der skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet og være produktive, effektive og selvoptimerende i form af den evige konkurrence (Petersen, 2016: 56). 

Konkurrencestatens ideologiske grundlag er knyttet til den neoliberale form for kapitalisme, som hylder markedet og markedets regulering: ”Konkurrencestaten er løsrevet fra alle andre reguleringsformer end markedets, og statens rolle bliver at rette sig efter markedets præmisser. Det offentlige styringsværktøj, der følger den filosofi, hedder New Public Management […] Karakteristisk for den styreform er nemlig, at det offentlige styres som en privat virksomhed, der leverer tjenesteydelser. Staten, og det offentlige som sådan, bliver således producent og borgere til forbrugere og kunder – groft sagt.” (Petersen, 2016: 77) 

Konkurrencestatens økonomisme og dets vækstparadigme om at arbejde mere og forbruge mere for at ’holde hjulene i gang’, opfattes som en naturlov i præstationssamfundet ifølge Petersen. 

Frihedens paradoks i præstationssamfundet
Som jeg viste i min analyse af selvrealiseringens paradoks, er selvrealisering i dag forbundet med arbejde og forbrug – vi realiserer os selv i og gennem lønarbejdet, og det er gennem forbrug og lønarbejdet, at vi overvejende skaber os selv som individer. Petersen tilføjer hertil, at vi skaber os selv som individer gennem vores præstationer, og vores evne til at præstere, definerer om hvorvidt vi er succesfulde eller ej. 

Hvis ikke vi magter eller ønsker at efterleve præstationskravet og påtage os subjektiveringen som præstationsindivid, mister vi nemlig vores værdi i præstationssamfundet.

Og hvis ikke vi honorerer præstationssamfundets krav, står vi står selv til ansvar for vores fiasko. 

Selvrealisering fungerer dermed som en væsentlig form for selvstyring hos individet, så det agerer i overensstemmelse med de logikker der eksisterer i præstationssamfundet.  Selvrealisering er ifølge Petersen således blevet et tvangsforhold, fordi: 

Det er nemlig ikke op til den enkelte, hvorvidt vedkommende ønsker at følge præstationssamfundets præmisser eller ej. I hvert fald ikke, hvis vedkommende ønsker at opnå arbejdsmæssig og social succes.” (Petersen, 2016: 136) 

Præstationsindividet stræber derfor efter selvoptimering gennem selvrealisering – for ikke at ende som en fiasko og miste sin værdi – og effekten af dette er en permanent selvkritisk holdning: 

Selvkritik fungerer som en drivkraft for præstationsindividet, men også som en indre domstol, hvor anklager og dommer er en og samme person: dig selv. […] Du skal hele tiden præstere bedre. Du skal hele tiden blive en bedre version af dig selv. Du skal hele tiden holde dig udviklingsparat.” (Petersen, 2016: 91)

 Disciplinærsamfundets lydighedsindivid og ydre tvang, bliver i præstationssamfundet erstattet af en indrestyret tvang, eller man kan sige, at den ydre tvang smelter sammen med den indre gennem selvdisciplineringen. Som jeg viste i analysen af selvrealiseringens paradoks, er selvrealisering blevet den (selv)styrende drivkraft hos individet, som disciplinerer sig selv i henhold til arbejdets logikker, og paradokset er, at selvrealisering lover frihed, men skaber bundethed til arbejde og til forbrug. Og det er grundlæggende Petersens pointe ved præstationssamfundet: 

I grove træk kan der argumenteres for, at frihed og tvang smelter sammen. Den mere direkte og udefrakommende udbytning er blevet erstattet af selvudbytning. Eller formuleret på en anden måde: ”Den udbyttede er samtidig den udbyttende. Det er ikke længere muligt at skelne gerningsmand fra offer” (Han 2012: 26).” (Petersen, 2016: 69) 

Vi er med andre ord selv med til at opretholde præstationssamfundet, fordi vi har internaliseret dets værdier, som var de vores egne.

Essensen af Petersens kritik af præstationssamfundet er også, at det er forbundet med en vrangside, at vi alle er pålagt at bestræbe idealet om præstationsindividet og vi kun med stort besvær kan undslippe os idealet. 

Vi har ikke friheden til selv at definere vores tilværelse, for frihed i præstationssamfundet: ”[…] sidestilles med muligheden for aktiv dyrkelse af præstationsindividets muligheder.” (Petersen, 2016: 119) 

Problemet er således ifølge Petersen, at præstationssamfundet ikke efterlader noget valg, men der imod en fælles regel som alle er underkastet, og som vi ikke kan unddrage os uden at blive socialt marginaliseret. 

Petersen konkluderer, at det vedvarende præstationspres potentielt kan aflejre sig som »psykisk uformåen i det enkelte individ« og blive en kronisk belastning, særligt for dem, der er ikke magter at efterleve idealet om præstationsindividet og derfor vurderes som’uproduktive’ og ’ineffektive’ i præstationssamfundet. Det medfører at disse ’utilstrækkelige’ individer udsondres og devalueres, og stilles ud på sidelinjen af samfundet.

Grundlæggende mener Petersen, at præstationssamfundet medfører en form for meningstomhed:

Den i nutiden centrale værdi om, at vi alle er vores egen lykkes smed, hviler ikke på noget holdbart meningsfundament. Snarere oplever vi en tiltagende meningserodering, der tømmer tilværelsen for meningsindhold.” (Petersen, 2016: 119) 

Omformuleret kan man sige, at præstationssamfundets individualisme eroderer det fællesmenneskelige fundament, og derved afstedkommer en form for meningstomhed.

Perspektivering til Covid-19 nedlukningen
Petersen nævner i forbindelse med præstationssamfundet den tyske sociolog Hartmut Rosa, der har beskrevet ”accelerationssamfundet”, hvis temporegime gør, at tilværelsen speedes op og den sparsomme tid vi har, bliver en kostbar ressource, der helst skal udnyttes fuldt ud (og tiden med vores børn skal være ’kvalitetstid’). Ifølge Rosa medfører dette, at ”[…] nutidens individer oplever, at tiden forsvinder mellem fingrene på dem – at de mister fornemmelsen af, at tiden er deres egen, og at de kan gøre med den, hvad de har mest lyst til. ” (Petersen, 2016: 72) Dette er en betydningsfuld iagttagelse at tage med i forhold til covid-19 nedlukningen, som for mange muliggjorde, at tiden og tempoet pludselig var en anden, og de nye erkendelser i nedlukningsdiskursen var optaget af den tid, vi har, og hvordan vi bruger den. Ikke i optimeringens navn vel at mærke, men snarere en refleksion over, om vi bruger tiden i overensstemmelse med vores værdier og en erkendelse af, at tiden ikke føles som vores egen. 

I nedlukningsdiskursen fandt jeg, at mange udtrykte, at tiden under covid-19 nedlukningen resulterede i en større kontakt til at ’mærke’ sine værdier, og der blev italesat et misforhold imellem de værdier, som før nedlukningen blev omsat i praksis kontra de værdier som blev tydelige under nedlukningen. 

Det var særligt tiden med familien og det fællesmenneskelige, der blev italesat som en værdi, der skulle opprioriteres. For at relatere til Petersen, blev præstationssamfundet ikke sat i bero under nedlukningen, idet kravet om at varetage to fuldtidsarbejder på samme tid – omsorgen for børnene og lønarbejdet – var et vilkår for mange under nedlunkningen.

Ikke desto mindre var nedlukningen en tid uden adskillelse: For manges vedkommende var både forældre og børn hjemme, og ud fra min empiri tyder det på, at det var igennem erfaring, at de nye erkendelser opstod som et resultat af nedlukningens ændring af dagliglivet. Dermed havde nedlukningen potentiale for en omsorgsrevolution.

Institutionerne som præstationssamfundets ”gatekeepers”

Danmark er et de af de mest institutionaliserede lande i verden. Institutionerne er kernen i velfærdsstaten, og vi har næsten alle i større eller mindre omfang været igennem institutionalisering. 

En væsentlig faktor, der kendetegner individet i dag – udover præstation – er derfor institutionalisering.

Idealet om præstationsindividet er således tæt forbundet med institutionalisering, hvorfor idealet kan omskrives til det ’institutionaliserede præstationsindivid’. Dette forhold fremhæver Petersen også, men jeg vil nu betone det yderligere, da det er en væsentlig del af adskillelseskulturen. 

I det præstationssamfund, som Petersen beskriver, har institutionerne stor betydning for videreførelsen af præstationssamfundet: 

Præstationssamfundet ikke alene hylder, men ansporer ligefrem til fremvæksten af det selvdisciplinerende og ansvarsbevidste præstationsindivid. Idealet institutionaliseres med andre ord og bundfælder sig fortløbende i vores uddannelse (fra børnehaven over folkeskolen via gymnasiet til universitetet), sociale institutioner og naturligvis arbejdsmarkedet.” (Petersen, 2016: 91) 

Med udgangspunkt i Petersen produceres præstationsindividet særligt gennem institutionalisering. Gennem institutionerne er præstationssamfundets normer, idealer, værdier og logikker blevet demokratiseret og »ophøjet til sociale regler, og deres regulering har bredt sig ud over samtlige samfundslag.« (Petersen, 2016: 68) 

Når velfærdsstaten erstattes af konkurrencestaten, og dermed afføder præstationssamfundet, er det uundgåeligt, at dette skifte ikke også indtræffer i de statslige institutioner, såsom dagtilbud, skolen, gymnasiet og universiteterne og plejehjemmene.

Flere har på forskellig vis italesat hvorledes dette paradigmeskifte udmønter sig i institutionerne i form af bl.a. en herskende læringsdiskurs (fx Gitz-Johansen, 2019; Markussen 2018), men det vil ikke være mit fokus her. Det, jeg vil koncentrere mig om, er den logiske følge af dette, nemlig at institutionerne derved er producenter af præstationsindivider, fordi præstationssamfundet normer, sociale regler, værdier og idealer er institutionaliserede (Petersen, 2016: 64). 

Det, der kendetegner både adskillelseskulturen og præstationssamfundet, er således det institutionaliserede præstationsindivid. Gennem institutionalisering indoptages præstationssamfundets logikker, værdier og idealer, som Petersen skriver: 

For at lykkes med sit forehavende er præstationssamfundets logik successivt blevet institutionaliseret, hvormed dets sociale normer og regler er blevet efterstræbelsesværdige idealforestillinger, der skal internaliseres. Ad den vej er de således blevet ophøjet til selvfølgeligheder.” (Petersen, 2016: 135) 

Med udgangspunkt i Émile Durkheim, skriver lektor i pædagogik og uddannelsesstudier, Josephine Anna Billesø, at opdragelse er:

[…] ”noget ubetinget socialt og almindeligt, ubevidst og allestedsnærværende, og ikke mindst som et udtryk for hvad samfundet finder ønskværdigt og nødvendigt for at opretholde de gældende normer.” (Billesø, 2018) 

Man kan derfor sige, at præstationssamfundets institutioner socialiserer og opdrager sådan, at vi som individer kan indgå i præstationssamfundet ved at blive præstationsindivider. 

Det interessante ved institutionaliseringen af præstationssamfundets værdier er imidlertid, at når vi institutionaliserer, sker det uden at en forudgående forhandling eller enighed om værdierne finder sted. Vi institutionaliserer ud fra et normbaseret grundlag, snarere end baseret på et aktivt, reflekteret valg (Markussen, 2018), som Billesø ligeledes skriver: ”Det er netop den kollektive bevidsthed, der påtvinger denne adfærd.” (Friktion, 2018)

Det problematiske ved dette er, at vi herved (ubevidst) vedkender os værdierne i præstationssamfundet, når vi institutionaliserer (Petersen, 2016: 70-71). Dette normbaserede valg er en effektiv måde at usynliggøre den vedvarende opretholdelse af præstationssamfundet værdier, der sker igennem institutionalisering. Man kan dermed sige, at præstationssamfundet øver indflydelse på os alle, fordi vi efterlever det normative ideal om institutionalisering, og fordi præstationssamfundets værdier er institutionaliseret, formes vi til (institutionaliserede) præstationsindivider. Og det sker helt automatisk, fordi vi praktiserer ud fra præstationssamfundets normer.

Adskillelseskulturens ufrie valg 

I Danmark er dagtilbud et frit valg.

Det såkaldt frie valg er imidlertid et røgslør for, hvor ufrit valget reelt er, fordi præstationssamfundets dogmer, normer, idealer, værdier, logikker som nævnt ovenfor ’nødvendiggør’ institutionalisering. 

Man kan sige, at det er her, at adskillelseskulturen kommer ind og kan fungere som et paraplybegreb, idet adskillelseskulturen betoner det normative rationale om institutionalisering og adskillelse.

En særlig faktor ved det ufrie valg er, at det er arbejdslivets behov, der ophøjes og tilgodeses både i præstationssamfundet og adskillelseskulturen: Du er dit arbejde, du præsterer gennem dit arbejde, og du bruger dig selv som det primære værktøj (Petersen, 2016: 68). 

I et samfund hvor mennesker anses som arbejdskraft, bliver logikken derfor, at du er ingenting uden dit lønarbejde, for det er gennem lønarbejdet, at du får værdi. Vi agerer derfor i overensstemmelse med præstationssamfundet, fordi dets (økonomiske) værdimåling fortæller os, hvor meget vi er værd som mennesker. Derved opstår adskillelseskulturen. For lønarbejdets dominerende rolle nødvendiggør en udlicitering af store dele af livet udenfor lønarbejdet, herunder opfostringen af børn, for at vi som (præstations)individer kan efterleve arbejdslivets krav, og de logikker, værdier og idealer der eksisterer i præstationssamfundet, som Billesø skriver:

Forældres funktion reduceres til at være arbejdskraft, fordi arbejdet er det primære forum for forældrenes selvrealisering, og fordi forældrene dermed bidrager til samfundets vækst. Institutionerne opfylder i dette perspektiv en vigtig opdragelsesmæssig funktion. De kan forstås som et opbevaringssted, der frigiver forældrenes arbejdskraft, men deres funktion kan også være, så tidligt og så længe som muligt, at præge børnene i samfundets billede, fordi børnene i dette perspektiv anskues som en (fremtidig) samfundsmæssig ressource, dvs. som nogen der skal opdrages til mental og fysisk omstillingsparathed og dygtiggøres til at efterkomme arbejdsmarkedets krav.” (Billesø, 2018) 

Præstationssamfundets normer gør, at det ikke et frit valg, når vi institutionaliserer, og normerne om bl.a. lønarbejdets omfang medvirker til at understøtte adskillelseskulturen, som vi også selv opretholder gennem selvdisciplinering.

Marginalisering, individualisme og omsorgsrevolution 

Det problematiske er, som Petersen nævner, at vi ikke undslipper præstationssamfundets krav, med mindre vi vil marginaliseres, og den sociale komfort bliver dermed udfordret, hvis vi går imod de normer, værdier, idealer og logikker, der eksisterer i præstationssamfundet. Som Billesø skriver, er det i vores kultur kontroversielt at vægte barnets behov højere (essensen af omsorgsrevolutionen) end arbejdsmarkedets behov: 

Den viden, vi som samfund har om, hvad der er et godt liv for børn, afspejles i dag hverken i samfundets politik eller institutioner. Kampen for et godt børneliv er kontroversiel. For det gode børneliv står på mange måder i kontrast til det kapitalistiske samfunds krav om selvrealisering, stigende velstand, lang arbejdstid og højt tempo.” (Billesø, 2018).

Konsekvensen ved det snævre individualistiske syn på problemerne i præstationssamfundet, er, at kritikken og ansvaret oftere rettes mod individet fremfor samfundet eller staten. Billesø mener, at det er vigtigt, at vi vender den individualistiske tilgang til problemerne, og i større grad pådrager samfundet og staten deres del af ansvaret. Vi skal ifølge Billesø i højere grad forholde os kritiske til de regulerende samfundsmæssige strukturer, som vores praksisser hviler på:

Her tænker jeg især på de familie- og uddannelsespolitiske rammer, opdragelsen foregår inden for: Den massive institutionalisering af den tidlige barndom, danske forældres arbejdstid, de voldsomme politiske nedskæringer i daginstitutionerne og i hele uddannelsessektoren samt de vedvarende reformer i alle grene af uddannelsessystemet.” (Billesø, 2018) 

De samfundsmæssige strukturer, som regulerer og danner rammerne for vores livsførelse, er et således et ansvar, som ikke udelukkende kan individualiseres. Præstationssamfundet taler imidlertid: […] ikke andre sprog end det individuelle, hvorfor det også kun kan anlægge en individuel optik på succes og fiasko.” (Petersen, 2016: 137).


At handle på de nye erkendelser der opstod under covid-19 nedlukningen, er således vanskeliggjort: Præstationssamfundet understøtter ikke andet end præstationssamfundet, og det samme kan siges om adskillelseskulturen. Petersen slår imidlertid fast, at selvom det tilsyneladende ikke ser ud til, at vi har særligt meget handlerum, har vi mere agens end vi tror: Det er mennesker, der skaber samfundet og samfundet kan altid være anderledes – det baserer sig ikke på naturlove. Vi må derfor ikke bare acceptere, at præstationssamfundet og adskillelseskulturen er kommet for at blive og blot forsøge at organisere os ud af dets negative konsekvenser. Og det er her, at omsorgsrevolutionen kommer ind i billedet. Men omsorgsrevolutionen tager udgangspunkt i det fællesmenneskelige og kræver et fællesskab, der giver individer mod til at stå på afstand af det store fællesskab (præstationssamfundet og adskillelseskulturen) for at blive potentielle skabere af noget nyt. Med udgangspunkt i ovenstående analyse vil jeg derfor hævde, at en omsorgsrevolution kræver et opgør med den herskende individualisme førend den kan realiseres fuldt ud.

Konklusion

Præstationssamfundets værdier, idealer, logikker og normer er institutionaliserede, og vi er alle underlagt disse. Vi er blevet præstationssamfundets ideal: Institutionaliserede præstationsindivider. En omvending af præstationsindividet fører ikke nødvendigvis til en omsorgsrevolution, men ud fra mine analyser lader det dog til at være et betydeligt skridt på vejen, når vi som individer italesætter og praktiserer anderledes end, hvad præstationssamfundet fordrer. Men det er fællesskabet, der skaber en omsorgsrevolution, og ud fra min analyse hævder jeg, at individualisme er en betydelig svækkelse af en omsorgsrevolution. Årsagen er, at en fuldbyrdet omsorgsrevolution er nødt til at være et kollektivt opgør med adskillelseskulturen. Jeg vil hævde, at når vi i fællesskab trodser den sociale komfort og udsætter os for marginalisering ved at stå på afstand af adskillelseskulturen og præstationssamfundet, er vi potentielle skabere af noget nyt – måske en omsorgsrevolution.
Tid, tempo og samhørighed var en anden under covid-19 nedlukningen og jeg fandt, at erkendelserne i diskursen under covid-19 nedlukningen mimer de problematikker, som Petersen beskriver for præstationssamfundet. Men de mimer også de problematikker, som adskillelseskulturen indebærer, nemlig liv i adskillelse. Forestillingen om et alternativ var der imidlertid potentiale for under covid-19 nedlukningen, og de nye erkendelser ville kunne åbne op for en kritisk diskussion af fx lønarbejdets rolle som det »eneste saliggjorte, når det kommer til at realisere sig selv« i præstationssamfundet. De nye erkendelser som opstod under covid-19 nedlukningen, havde derfor potentialer for at åbne op for en diskussion og udfordring af præstationssamfundets og adskillelseskulturens værdier, idealer, normer og logikker. Men en afvikling af adskillelseskulturen skete dog ikke ved genåbningen. Ud fra min analyse, er en betydelig grund til dette, at det er forbundet med marginalisering at praktisere anderledes end, hvad præstationssamfundet fordrer, og hvis vi skal omforme os til noget andet end præstationsindivider, betyder det, at vores værdi forringes i præstationssamfundet, hvilket naturligt nok er en prekær position at sætte sig selv i.
Som jeg har vist, flyder præstationssamfundet og adskillelseskulturen sammen, og med god grund – de har nemlig meget tilfælles, hvorfor adskillelseskulturen kan fungere som et paraplybegreb for begge, særligt fordi adskillelseskulturen som begreb lægger vægt på institutionalisering, og dermed tilbyder en betoning af præstationsindividets institutionaliserede karakter.Dette forhold mener jeg er vigtigt at fremhæve, da institutionalisering ud fra min analyse ikke er et frit valg i præstationssamfundet: Frihed og tvang smelter sammen. Jeg vil derfor tilføje til Petersen, at vi alle er underlagt adskillelseskulturen, men også tilslutte mig hans bemærkning om, at vi har mere agens, end vi tror.

Næste analyse kommer til at handle om omsorgsrevolution med udgangspunkt i Ivan Illichs ”Det omvendte samfund”