Det ‘særlige’ følsomme menneske i den ‘sære’ robuste kultur

Om at være et følsomt menneske, og hvorfor jeg ikke vil betegnes ‘særlig’ i den forbindelse.

Når jeg tager “Er du særlig sensitiv”-testen, udarbejdet af forskeren Elaine Aron (som er ophavskvinde bag begrebet ‘særlig sensitiv’), blinker alle lamper nærmest. Ifølge testen er jeg i dén grad ‘særlig sensitiv’.

Jeg trives ikke blandt mange mennesker og med mange indtryk. Jeg bryder mig ikke om støj; mit hoved lukker helt ned hvis mange ting larmer på én gang. I sådanne situationer bliver jeg nødt til enten at trække mig eller eliminere én af støjkilderne, hvis jeg skal kunne byde ind med noget. Jeg tager andre menneskers (og dyrs) stemninger og følelser til mig, og jeg har dét, man populært kalder ‘tankemylder’ jævnligt. Jeg drages af det uhåndgribelige og reflekterer over begrebernes – relationernes – følelsernes – forståelsens – dømmekraftens – moralens – livets beskaffenhed, fænomenologi og oprindelse dagligt.

Mine styrker er (blandt andet) mit refleksive og empatiske væsen, og netop de egenskaber er uløseligt forbundet med dét, jeg er knap så god til; fx stimulering i form af lyd og stemninger.

Dé karaktertræk (hvis de altså kan koges ned til sådanne) betegnes i psykiatrisk praksis tilsammen ‘særlig sensitivitet’. 

Klassiske tegn på ‘særlig’ sensitivitet er ifølge Aron at personen:
– behandler indtryk dybere end andre
– har en høj grad af følelsesmæssig modtagelighed
– er meget opmærksom på nuancer og detaljer
– har tendens til at blive overstimuleret

Hos Carl Jung hed det ‘medfødt sensitivitet’. 
Nogle kalder det ‘generthed’. Det synes jeg ikke, jeg er.
Andre kalder det ‘introvert’. Det synes jeg heller ikke (altid), jeg er.

Og jeg er heller ikke altid følsom overfor stimulering af lyd og stemninger. Fx arbejdede jeg i min studietid som bartender i knap 5 år. Der var smæk på både lyd, lys og sindstilstande hos gæsterne, og det havde aldrig en negativ indvirkning på mig.

Er der noget ‘særligt’ over at være et følsomt menneske, eller er det en grundlæggende karakteregenskab i den menneskelige eksistens? Karaktertrækket observeres på ca en femtedel af befolkningen og hos en lang række dyr.

Jeg tænker, det ‘særlige’ ligesåvel er den absurde grad af robusthed, det moderne menneske forventes at kunne mønstre, og ikke den følsomhed, som i et sundt følelsesliv får lov at blomstre frit.

Måske robusthedens brutale og insisterende indmarch i vores følelsesliv gør at empatien, refleksionen og følsomheden kæmper hårdere for at blive hørt, og at det er heri det ‘særlige’ identificeres. At det således ikke er noget ‘særligt’, men en decideret overlevelseskamp for de bløde værdier.
En sund tilpasning til et usundt miljø, som R.D. Laing ville kalde det.

Hvad tænker du? Bør vi tale mere om ‘særlig robusthed’?