Din dårlige samvittighed er din egen

Hvis de mennesker, der kender mig bedst, skulle beskrive mig på én måde, ville det nok være at jeg altid har dårlig samvittighed.

Og det er rigtigt; det har kendetegnet mig hele mit liv. At jeg altid har haft dårlig samvittighed over ét eller andet.
Dén tendens har heldigvis været aftagende det sidste halve års tid, hvilket jeg er glad for, fordi det er hårdt psykisk at have dårlig samvittighed konstant og altid punke sig selv over ét eller andet.

Den udvikling sammenkoblet med den tendens, jeg nogle gange oplever her på siden, at jeg bliver klandret for at GIVE folk dårlig samvittighed, har fået mig til at gruble lidt over fænomenet ‘samvittighed’.

Det er simpelthen m i g, der gør andres samvittighed dårlig. Dét synes jeg er spøjst, for det er en tolkning og en placering af ansvar, jeg aldrig selv har praktiseret.

Hvornår får man dårlig samvittighed?
Jeg får det, når:
– Jeg har handlet imod min dømmekraft; altså ikke lyttet og været helt ærlig overfor mig selv omkring rigtigt/forkert, godt/skidt etc.
– Jeg ikke har gjort det bedste, jeg kunne

Ofte hænger de to aspekter sammen.

Hvornår får du dårlig samvittighed?

Den generelle tilbagemelding jeg får her på profilen kan deles op i to lejre, roughly:
1. Det er vigtigt, det du gør – jeg kan relatere – det hjælper mig at vide at andre har det som mig- bliv ved
2. Du giver mig dårlig samvittighed – du shamer mig – stop det

Den første motiverer mig naturligvis; fordi jeg ved, hvor frygteligt magtesløs, handlingslammet og alene, man føler sig, når man ikke kan forliges med at skulle leve familielivet på den gængse facon. Det giver mig lyst til at skrive videre, få flere mennesker i tale, hjælpe med at finde konkrete værktøjer til at leve som man vil – istedet som man føler, man bør.

Den næste undrer mig. Fordi jeg altid har følt at dén person, der har været i stand til at give mig dårlig samvittighed er mig selv.
Ikke andre.

Hvis min samvittighed begynder at knirke, er det fordi, mine forventninger og ønsker til mig selv, min kunnen og min morale ikke er blevet indfriet.
Jeg kan ikke mindes at jeg nogensinde har givet andre skylden for min dårlige samvittighed. For hvis dén følelse kommer til mig, har budskabet ramt mig. Og det har jeg altid følt som et personligt anliggende, og mit ansvar: føler jeg mig ramt, er der et område, jeg enten bør forbedre mig på eller acceptere mine begrænsninger på. Begge har været en lige god løsning for mig – så længe de har været baseret på ærlighed.

Så hjælp mig her: Hvordan er tankemønstret bag, når man bebrejder et andet menneske for at følelsen af dårlig samvittighed er vakt i én?

Jeg forstår godt at man bliver drønirriteret på budbringeren ved første øjekast. Ja, endda på budskabet. Men hvis jeg reelt føler at det jeg gør, er moralsk og ansvarsmæssigt forsvarligt, oplever jeg ikke at jeg lader mig ikke ramme af budskabet. Heller ikke selvom emnet er indenfor de områder, jeg er mest sårbar på; fx mit moderskab.