En skolerevolution er på vej

GÆSTEINDLÆG AF MADS LEIF, @mads_leif

I løbet af de sidste 20 år er antallet af børn med depression, stress og skoleangst steget voldsomt. Alligevel institutionaliserer vi børn tidligere end nogensinde før og overlader dem til skoler, der skematiserer deres hverdag, stiller dem krav og former dem i retningen af et konkurrencedrevet arbejdsmarked. Skal vi lukke øjnene og arbejde videre, eller skal vi tale om elefanten i rummet?

Jeg er 28 år og har ikke børn, men for ikke så lang tid siden, var jeg selv et. Et af dem, der aldrig passede ind i skolen. Jeg forsøgte forgæves at få hjælp, men både mine lærere og forældre påbød mig, i bedste tro, at fortsætte skolen. Som teenager var jeg så udkørt, at min far måtte vække mig med koldt vand i hovedet hver morgen, da jeg ikke kunne vågne af min egen alarm. Senere fik jeg en lægeerklæring, der forsvarede mit fysiske og mentale fravær og gav mig lang snor hos lærerne. Jeg gennemførte derfor gymnasiet med søvnproblemer, skriftlige advarsler, ubrugelige karakterer og en dyb følelse af utilstrækkelighed.

Jeg var 19 år og anede ikke, hvad jeg skulle med mit liv. De sidste 14 år havde jeg brugt i et læringsmiljø, der ikke stimulerede mig, og nederlagene i skolen havde gjort mig usikker og bange for at stikke ud. Jeg var så langt væk fra min intuition, at jeg tvivlede på dens eksistens. Mine eneste synlige muligheder var videregående uddannelser, men jeg havde hverken energi eller lyst til at følge med mine skolekammerater videre i uddannelsessystemet, så jeg stoppede op og ventede på et mirakel.

Heldigvis støttede mine forældre mig efter gymnasiet, så jeg kunne leve uden pres og forventninger i en rum tid. Jeg rejste, var telefonsælger, tog på højskole og rejste igen. Jeg fandt rummelighed og inspiration i nye venner og kulturer, og efter to år uden forventninger at leve op til, skete det mirakel, jeg havde ventet på. Jeg startede spontant en virksomhed og kort tid efter, kom jeg ind i et læringsmiljø med lærere og mentorer der støttede mig i den selvudvikling, jeg havde påbegyndt. Jeg valgte selv emnet (nødder), karaktererne var erstattet af konstruktiv feedback, og jeg styrede selv tempoet. I denne frie og forventningsløse proces genopbyggede jeg langsomt mit selvværd og genfandt min livsglæde.

Nu lader jeg, ligesom da jeg var barn, intuitionen drive mig, og for fire måneder siden tog den mig til Afrika for at skrive og reflektere. Mine tanker bevægede sig mere og mere i retning af dannelse, uddannelse og selvbevidsthed, og jeg fik langsomt en forståelse af, hvorfor jeg var blevet mentalt nedbrudt i skolen. Der var tre simple årsager:

1) Jeg skulle præstere i fag, jeg ikke selv havde valgt.

2) Jeg blev bedømt i alt jeg producerede.

3) Jeg skulle følge et fastlagt og monotomt udviklingstempo.

Da jeg forstod, at disse læringsprincipper havde været klodser om mit ben det meste af mit liv, gik jeg i gang med at undersøge, om min intuitive forståelse af skolens indlæringsmiljø kunne bakkes videnskabeligt op. Jeg fandt hurtigt ud af, at antallet af utilpassede børn er støt stigende, at skolens læringsprincipper ikke har ændret sig i 200 år, og at EU har konkluderet, at en mere kreativ indlæring for børn støttes af både videnskaben og lærerforeninger. Desuden advarer Psykiatrifonden mod det alvorligt manglende fokus på børns trivsel i skolen. Alarmklokkerne ringer altså, men hvornår gør vi noget ved det?

Jeg er klar over, at mange børn tilpasser sig undervisningen og gennemfører skolesystemet uden store kvaler, men vi har alle kapaciteten til at lære og skabe værdi. Det er ikke noget skolen lærer os. Vi er exceptionelle til at tilpasse os, så det giver af flere grunde god mening at skabe mere intuitive og kreative læringsmiljøer uden skemaer, karakterer og pligt. Miljøer hvor børn i højere grad kan føle sig inspireret, i stedet for forpligtet, til at lære, så de kan vokse i deres egen naturlige retning i stedet for kollektivt at følge samfundets stressbane.

Det er ikke nogen nem opgave at omdanne skolesystemet, men processen er heldigvis allerede i gang. Et stigende antal skoler understøtter nemlig børns selvudvikling, og et godt eksempel er Agile Learning Centers, der er et hurtigt voksende netværk af skoler, der med deres egne ord støtter børn i deres selvstyrede uddannelse. I Danmark kigger forældre i stigende grad også efter alternativer til de statslige skoler, og antallet af elever i danske fri- og privatskoler er ikke underligt steget ti år i træk.

Måden vi lærer på, er altså i fuld forandring, og jeg vil gøre mit bedste for at bidrage til denne nødvendige udvikling. Lige nu er jeg i gang med at indsamle relevant forskning, og sideløbende vil jeg med fire andre frivillige mobilisere en bevægelse, der skal skabe opmærksomhed på sociale medier og udvikle et online læringsunivers frit tilgængeligt for alle. Vores mission er at accelerere den uundgåelige implementering af et sundere skolesystem, og du kan snart følge med i vores arbejde på thelearningmission.org.

I dag tilpasser samfundet børn til gamle læringsprincipper. Det er på tide, at vi vender undervisningen på hovedet og tilpasser læringsprincipperne til nutidens børn.

Find evidens bag indlægget i Vidensbanken på Kulturkritisk Forum her