Er jeg radikal eller normal i mit forældreskab?

Billedet her er fra et møde, jeg forleden deltog i, sammen med en masse engagerede og dygtige kvinder. I deres selskab føler jeg at mine livsomstændigheder, tanker og valg er helt “normale”.
I andre sociale situationer er det tydeligt at de opfattes som radikale.

Det fik mig til at tænke over at når det radikale normaliseres forekommer normalitet radikal.

For der er intet biologisk, videnskabeligt, tilknytningsmæssigt eller følelsesmæssigt radikalt i naturligt forældreskab: at stå ved de signaler, vores indre og vores børn sender os, og handle på dem. At handle fra det indre.

Det radikale består i at lade kulturelle normer styre os til det punkt hvor vi helt mister blikket for at måden vi behandler vores børn – og i vidt omfang også os selv på – hverken er holdbar eller anstændig. At handle på det ydre.

Så mange kvinder skriver til mig og giver udtryk for at de skal “undskylde” for – eller helt gemme deres naturlige moderskab væk. Altså de tanker, følelser, instinkter, de har omkring deres barn – hele intuitionen bag moderskab skal pakkes væk. Den har ingen plads i en adskillelseskultur, hvor der skal præsteres for at bevise. Bevise sit værd, bevise meningen med eksistensen. Det er i dén grad en instrumentalisering af den menneskelige eksistens, og det er klart at det intuitive moderskabs stemme bliver kvalt i den jargon.

For hvordan skal vi kunne tale om smerten ved adskillelsen, behovet for nærvær, det meningsfulde i hengivenhed; det livsnødvendige og værdifulde i nærvær, omsorg, anerkendelse, guiding og trøst af vores små børn – når dét ikke er ophøjet til essensen af livet (med børn) men istedet nedgjort til noget, der kan varetages af enhver, i forældrenes fravær?

Føler du at det, dit hjerte, dit barn, din intuition fortæller dig ikke stemmer overens med dét, dine omgivelser fortæller dig,
så vælg dig selv og dit barn. Stol på dig selv og vis dit barn at det kan have tillid til dig.

Og bemærk så i øvrigt at kaffen blev indtaget af melaminkrus, og at jeg ikke fik nedfældet ét eneste ord på min dertil medbragte blok, fordi livet med små børn (jeg hoppede rundt med Isolde i bæreselen og forsøgte at jonglere putning + samtale).