Gæsteindlæg: De Uskrevne Regler

Gæsteindlægget er en beretning fra adskillelseskulturen, skrevet til Kulturkritisk Forum af Cæcilie Verin, der i november 2018 havde et stykke i Politiken om søvntræning af sin datter. Stykket blev bragt i forbindelse med at søvntræning blev diskuteret i det brede mediebillede. I slutningen af indlægget finder du link til Vidensbanken, hvor du kan tilgå Cæcilies artikel fra Politiken, samt forskning og vejledning om søvntræning.

 

Gæsteindlæg af Cæcilie Verin: De uskrevne regler

Jeg har søvntrænet mit barn. Jeg har kæmpet en bitter kamp for at få barnet til at sove i egen seng. Jeg har modstridende afleveret i vuggestuen ved 10 måneders alderen. Jeg har gjort alt det, som samfundet har som uskrevne regler.

På bekostning af mit barn. Aldrig mere.

I går fjernede jeg tremmesengen fra den mindstes værelse. Han er lidt over 2,5 år og sover i vores seng. Tremmeseng – Det er egentligt et mærkeligt ord og mærker jeg efter, bliver jeg ubehageligt trist over at have kæmpet en kamp for at putte mine børn lige dér. Bag tremmer, inde bag den tykke sengerand med et tilknytningsobjekt. Sut, nusseklud, bamse, mulighederne er mange.

Og et væld af muligheder har vi netop i dag for at distancere os fra nærvær og samhørighed. Hylder med farverige ”Baby- og børne must haves” som aldrig nogensinde kan erstatte det, der for barnet er et must have. Nemlig os, forældrene. Fundamentet i vores børn er os.

Hvis vi ikke er der, hvad har vi så at bygge videre på?

For mig betyder det meget at være der. Det er nærmest dét, eller det er dét, der er blevet omdrejningspunktet i vores liv. År tilbage tænkte vi, at det jo var sådan livet var opbygget – at det ikke kunne være anderledes med børn, at de sad det meste af tiden i pasningstilbud. Ej heller var vi ret kritisk rettede overfor rammerne institutionerne tilbød. Vi tog det som en selvfølge, en uskreven regel – at sådan var livet.


William blev født herhjemme på stuegulvet i den mest fantastiske, rolige hjemmefødsel og fra den dag vi tog beslutningen om, at føde hjemme tror jeg faktisk at vi brød med uskrevne regler og skabte vores egne.


Kort tid efter blev jeg enig med mig selv om, at William ikke skulle i pasning efter 10 måneder. Jeg ville vente til han var 16 måneder, så kunne han sikkert også bedre forstå det og behovet for socialisering var nu aktuelt. (Tænkte jeg)


Han startede først i dagpleje da han var et godt stykke over to år. For jeg blev klogere i mellemtiden og med dét sagt, blev jeg jo selvfølgelig klogere på vores familie og vores behov, for der er ingen tvivl om, at alle familier er forskellige.


Vores familie har behov for en tovholder og børnene har behov for korte dage i skole, hvor de selv kan til – eller fravælge SFO, alt efter lyst. William har behov for at være hjemme de fleste dage, hvorfor det giver ham mellem 2-3 korte dage i dagpleje. Det er her jeg ”arbejder” med mit studie, hvor jeg studerer fire forskellige HF fag.


Og jeg nyder kombinationen. Jeg elsker at skrive og få brugt hjernen og nyder også stilheden i huset – For den side af mig eksisterer stadig, jeg er stadig den type mor der nyder absolut stilhed og ensomhed. Sommetider bliver jeg ramt af en tristheds fornemmelse. Gør jeg mon nok for mine børn? Burde jeg tage dem hjem, ud af skolen og væk. Det er ligesom om, at jeg lige dér ikke føler, at jeg slår til for mine børn.


Det er en proces. Noget at arbejde med, en livsvigtig læring at have selvindsigt, men også forstå grundlaget for de valg man har taget eller tager, og ikke bare følger med strømmen fordi det føles tryggest.


Det er tilladt at stille spørgsmålstegn ved det liv man lever og det man står overfor – Og huske, at kun døde fisk flyder med strømmen.

Det er vigtigt at tale om alle de skyggesider der er ved at være mor. Deraf mine ord i Politiken, som kom i forbindelse med #Farveltilgodnatogsovgodt. For mig var det vigtigt at belyse den udvikling man også kan have som mor og menneske – Især i en tid, hvor man har adgang til små bidder af andres liv, som udstilles ret perfekt på sociale medier. Jeg vil gerne tale, om alt det der er svært at tale om, alt dét som vi føler vi nogle gange må gemme væk konkurrence-kapløbet om de pæneste billeder og ord.

 

//

 

Find Cæcilies personlige beretning om søvntræning samt forskning om emnet her