Ambassadørindlæg: Kan man kritisere daginstitutioner?

Dette indlæg er en analyse foretaget af ambassadør for Kulturkritisk Forum Manja Holmelund. Læs mere om de tilknyttede ambassadører her.

Manjas analyse er udarbejdet på baggrund af observationer, hun og de øvrige ambassadører samt Mie Storm har gjort sig, i forbindelse med at tale om institutionalisering af småbørn med forældre, der benytter – eller har benyttet sig af institutionerne.

Kan forældre og pædagoger have en konstruktiv og imødekommende dialog, når forældre retter kritik og/eller bekymring omkring en given institutionspraksis?

Det er min fornemmelse, at det ofte er forbundet med en risiko og et dilemma for forældre at ytre sig kritisk om daginstitutionspraksisser til pædagogerne.

Derfor vil jeg gerne undersøge om en eventuel kritik af en given institutionspraksis imødekommes eller returneres til forældrene? Og hvis den returneres, hvordan bliver den italesat i svaret? Bliver svaret fx et modangreb, hvor barn/forældre bliver gjort forkerte, fremfor de institutionspraksisser der kritiseres?

Jeg er inspireret af sociologen Rasmus Willig som i sin bog Afvæbningen af kritikken, viser, at offentligt ansatte oplever, at deres kritik ikke bliver hørt, bliver parkeret eller bliver returneret lige tilbage, når de ytrer sig kritisk på deres arbejdsplads og overfor de øverste instanser. Kritikken afvæbnes på forskellig vis og ændrer derfor ikke ved de kritisable forhold. Willigs empiri består af de mange svar, som de offentligt ansatte fik, når de ytrede sig kritisk.

Denne form for empiri-indsamling anvender jeg også til mit formål her, for at undersøge, om afvæbningen videreføres i pædagog-forælder forholdet, bare med omvendte fortegn, således at det er pædagogen, der afvæbner kritikken, som forældrene fremsætter.

Min empiri er hentet gennem opslag fra fire forskellige Facebook-grupper og gennem en rundspørge på Kulturkritiskk Forums sociale medier. Jeg stillede spørgsmålet: “Hvilke typiske svar har du fået af pædagogerne, når du har ytret dig kritisk eller blot sat spørgsmålstegn ved en institutionspraksis?

Spørgsmålet blev stillet i følgende fire grupper:


Familieliv – uden filter

Ifavnsk forældreskab

Moderne hjemmegående forældre

Hjemmegående ifavnske forældre

Baggrunden for at vælge de grupper er at nå en vis bredde, men samtidig også fordi jeg fornemmer, at folk i de grupper har en større tendens til at forholde sig kritiske til institutionspraksisser, hvilket er gavnligt, fordi jeg undersøger responsen på forældrenes kritik/bekymring.


I lighed med Willig, vil jeg i det følgende give plads til alle svarene på kritik. Selvom det kan være noget af en mundfuld at læse, er svarene forhåbentlig med til at illustrere de pointer, som jeg bagefter vil fremhæve. Måske også til at tydeliggøre den følelse af afvæbning forældre har, når de ytrer sig kritisk.

Jeg kan allerede svare nu, at den afvæbning-af-kritik-struktur, som pædagoger og andre offentligt ansatte er underlagt jf. Willigs pointer, ser ud til at reproduceres i mødet med forældrene. Man kan med Willig sige, at den afvæbning af kritik som pædagogerne oplever, og som tilsyneladende videreføres til forældrene, giver et billede på, hvorledes forholdene for kritik står til i vores samfund, og det er et demokratisk problem.

Selvom vi ikke får belyst hvad, det er for en kritik forældrene har italesat, rummer pædagogernes svar et indblik i, hvordan kritikken af institutionspraksisser bliver taget imod (eller ikke taget imod), og svarene på kritikken kan give en værdifuld indsigt i de institutionelle rammer, praksisser og børnesyn, som ikke blot er enkelttilfælde, men som lader til at være en kultur, der eksisterer i mange institutioner.

Empirien er udsagn fra forældre, og skal derfor forstås som udtryk for den oplevelse, forældrene havde.

Flere forældre svarede, at de blev imødekommet i deres kritik, imens langt de fleste svarede, at de oplevede en returnering af kritikken, i form af modangreb.

Pointen, som jeg vil belyse i disse to analyser, er, at ingen parter kan være tjent med afvæbningen af kritikken – mindst af alt børnene, som ikke har et valg – hvis de ønsker en forandring af de kritisable rammer, som institutionerne er underlagt, samt de praksisser og børnesyn der eksisterer.

For hvem nyder godt af, at kritikken bliver tavs og at praksis, børnesyn og rammer ikke ændres?

Svar på kritik

”Vi kan jo ikke få en relation til ham, når du er her, for så vil han jo altid søge dig”

”Det er mest hårdt for mor”

”Det er dit behov, ikke dit barns”

”Du risikerer at gøre hende afhængig af dig”

”Vi kan først lære dit barn at kende, når du ikke her her”

”Du er for pylret”

”Det er din egen skyld, at din datter er så sensitiv og derfor har en svær indkøring”

”Barnet skal lære at finde trøst hos pædagogen”

”Tror du ikke, du har brug for psykologhjælp?”

”Du gør andre kede af det og du skal tænke over, hvad du siger”

”Man kan finde forskning, der siger begge dele. Forskningen er for blød og upræcis”

”Du fylder for meget”

”Du har ammet for længe”

”Du vil ikke selv give slip på barnet”

”Han skal jo ikke vænne sig til, du er her, så bliver det bare sværere, når du går”

”Vi kan ikke lære dit barn at kende, hvis du er for meget over ham”

”Hvor lang tid tror du, det vil fortsætte?”

”Tak for din tilbagemelding’”

”Han er ikke ked af det, han vil bare bestemme”

”Dit barn skal hærdes, du overbeskytter det”

”Take it, or leave it”

”Din datter kaster op med vilje for at få opmærksomhed”

”Han bliver utryg, hvis du nogle dage er her længe og andre ikke”

”Vi må holde et møde, der er noget galt, siden du ikke bare vil gå”

”Det er normalt at børn græder ved aflevering. Men det stopper efter fem minutter”

”Vi kan ikke danne en relation til din datter, når du er der”

”Du er blevet en del af institutionen for din datter nu”

”Det er nemmere hvis far står for indkøringen, da din datter har et mere symbiotisk forhold til dig”

”Børnene lærer hurtigt, at de voksne ikke kommer med det samme, når de vågner i barnevognen, og så ligger de bare og hygger lidt”

”Det er dine følelser, ikke dit barns”

”Du skal ikke lade dine behov gå ud over barnets behov”

”Du er fjollet”

”Du er for meget”

”Alle børn græder ved aflevering i nye omgivelser, det er der intet unormalt i, det er også alderen, hvor de er bevidste om, at man går, og gråden holder hurtigt op igen”

”En indkøring behøves ikke at tage mere end tre-fire dage”

”Det kan opfattes anstødeligt, når du ammer her”

”Hun skal jo lære, at du kommer igen”

”Hun stopper hurtigt med at græde, når du er gået”

”Du kan ikke forvente, at kunne aflevere et barn, der aldrig græder”

”Du er nødt til at stole på os, ellers bliver din datter utryg”

”Det er ufedt for de andre forældre at se dig blive så længe inde på stuen”

”Skal jeg ikke bare tage hende, så vi kan få det overstået?”

”Indberetning hos kommunen”

”Møde med pædagog, leder og sundhedsplejerske”

”Han kan mærke din energi, når du føler dig utryg ved afleveringen”

”De andre børn vil drille ham, hvis du ammer ham, når du henter ham”

”Det er også bare dine morfølelser”

”Førstegangsmødre er ofte alt for overbeskyttende”

”Du må jo gå fra ham, så han kan vænne sig til det”

”Det er din datters egen skyld, når hun ikke siger til en voksen, at hun går ind på toilettet for at tisse og vi så ikke kommer og hjælper hende”

”Det er din datters egen skyld, hvis hun bliver slået af en anden dreng, for når hun afviser ham, lyder hun meget sur”

”Vi oplever tit, at børn lyver, bare for at give svar”

”Hold op med at pylre”

”Det er jo godt for børn at gøre noget uden mor og far”

”Børn skal jo ikke blive bange for livet”

”Det er godt for mange børn at være med en uddannet pædagog, der ved mere om børn end mor og far”

”Han må jo gøre det samme derhjemme, siden han kan finde på at gøre det i SFO”

”Din datters ulykkelighed når du går, er en magtdemonstration”

”Han er jo snu nok”

”Det er helt okay for børnene at græde, når deres forældre går, bare de stopper igen”

”Nå, du kan ikke gå fra ham, når han græder”

”Du trækker pinen ud!”

”Så længe du er der, vil din datter ikke søge os”

”Vi plejer kun at bruge en uge på indkøring”

”Sådan er vilkårene, det er bestemt fra politisk hold”

”Så må du jo køre hjem og tude bagefter, hvis der er hvad, du har behov for”

”Få noget andet at gå op i”

”Det passer ikke ind i vuggestuens rutiner”

”Det passer ikke ind i vores skema”

”Det er sådan, det er”

”Det har vi ikke tid til, og lad være med at snakke så meget med ham derhjemme, så han ikke forventer det i børnehaven”

”Det er sådan lederen har lavet vagtplanen, det er sådan vi vurderer det er bedst”

”Hvis du ikke er tilfreds, kan du jo finde en anden børnehave”

”Skiftet er svært for dit barn, fordi du har hjemmepasset det”

”I siger forkert farvel”

”I vinker for længe”

”I skal være mere vedholdne derhjemme”

”Underretning”

”Alle børn er forskellige, så bare fordi storesøster græd under indkøringen, så er det jo ikke sikkert lillesøster gør”

”Måske din pige bare er en af de børn, der skriger sig igennem det”

”Du må stoppe med at amme hende”

”Det kan ikke lade sig gøre”

”Sådan gør vi her”

”Det fungerer bedst sådan”

”Vi kan jo ikke få et ben til jorden, så længe du er her”

”Brug time-out”

”Du skulle tage og stoppe amningen”

”Der er ikke behov for et møde”

”Det er jeres egen skyld, fordi hun er blevet hjemmepasset indtil nu”

”I smitter hende med jeres egne følelser, så i er selv skyld i den utrygge indkøring”

”Vi kan jo ikke komme til, så længe du er her”

”Ja man kan jo mærke, at han er vant til at i bare tuller rundt derhjemme og kan gøre, hvad i vil”

”Det kan virkelig mærkes, at hun er et barn, der er blevet båret meget og vi har ikke ressourcer til at give dit barn så meget nærhed og kontakt”

”Du er førstegangsmor, og det er dine følelser, der står i vejen for en hurtig indkøring”

”Alle børn er glade igen efter fem minutter”

”Det har jeg aldrig hørt om før”

”Du læser for meget, det må du hellere stoppe med”

”Lad os bare om det, vi har styr på det”

”Nej, hvad er det for noget vrøvl”

”Det skal han kunne”.

Det jeg her vil udlede som de gennemgående elementer i svarene på kritikken – og som afføder nogle spørgsmål, som jeg stiller undervejs – er følgende:


Helst hurtig indkøring. Vil man have en længere indkøring, lader det til, at man må kæmpe for det, da det ikke er praksis.

Men er det realistisk at danne en tilknytning på 2 uger? 1 uge? Eller blot 3 dage? Og er den institutionelle ramme de facto på institutionens præmisser fremfor barnets, når det kommer til indkøring? Er der ressourcer nok til at efterleve den nærhed og kontakt børn kræver for at blive trygge og etablere en tryg tilknytning?


Forældre får som svar, at de projicerer deres følelser over på barnet, som havde barnet ikke en selvstændig følelse, men et tomt kar.
At agere tryg base som forældre er helt basalt for den trygge tilknytning, men sygeliggøres i svarene.

Man kan spørge, om ikke denne mangel på viden om og modarbejdelse af tilknytning, gør det vanskeligt at skabe en tryg tilknytning mellem pædagog og barn? For hvis tryg tilknytning sygeliggøres af personalet, hvordan skal en tryg tilknytning så lade sig gøre for barnet i institutionen? Og hvis den trygge tilknytning mellem barn og forældre sygeliggøres, hvordan påvirker dette så barnet og forældre?


Svarene tyder på, at der eksisterer en udbredt praksis, hvor omsorg ligger under for effektivitetslogikker.

Ud fra svarene normaliseres gråd ved indkøring og er nærmest forventeligt.

Er det en gråd der opstår og normaliseres, fordi barnet ikke kan nå at etablere en tryg tilknytning på den afsatte tid (standard 3 dage til 2 uger)? Normaliseres adskillelsesgråd ud fra et børnesyn om, at børn kan manipulere med deres voksne og en forestilling om, at de hurtigt ’bliver glade igen’?


Praksis legitimeres ofte ved normer eller ved at fremsætte det som barnets behov, ”sådan plejer vi at gøre”, ”sådan plejer børn at reagere”, ”det har dit barn behov for”.

Når der fortælles, at det er normalt, at børn græder ved aflevering og indkøring, kan denne forståelse af adskillelsesgråd så fx betyde, at forældre og pædagoger overser, at der ikke er etableret en tryg nok tilknytning mellem pædagog og barn?


I næste analysedel vil jeg forholde mig til de mere strukturelle spørgsmål om, hvordan afvæbningen af kritikken fører til selvcensur, tavshedskultur og i sidste instans forråelse.