Gæsteindlæg: Mit liv som skralder

I forlængelse af at flere af brugerne af Kulturkritisk Forum har nævnt fænomenet ‘skraldning’, som en måde, hvorpå de sparer penge i deres privatøkonomi, bringer Kulturkritisk Forum nedenfor et gæsteindlæg fra stifteren af Skraldecaféen i Aarhus, Annbritt Jørgensen. Læs mere om Skraldecaféen her og her

Begrebet ‘Omsorgsrevolution’ kan have forskellig betydning og fokus for mange. Fælles er dog at den måde, vi tænker ‘omsorg’, og udviser det, må revolutioneres. For vores børns og vores klodes skyld. Madspild er en vigtig faktor i dette perspektiv.

Tak til Annbritt Jørgensen for at fortælle om sin rejse.

 

 

//MIT LIV SOM SKRALDER – “Jeg hedder Annbritt og jeg er skralder…”

Der er nok ikke mange skraldere, der ville være så direkte i deres præsentation af dem selv. For mange, er det at skralde stadig noget, der er et tabubelagt emne, og som man ikke nødvendigvis taler med familie og venner om.
Men det, der er adskiller mig, fra de fleste andre skraldere er, at jeg har præsteret at gøre det til en reel levevej – i mere end én forstand.

Der findes ligeså mange fortællinger om, hvorfor folk er begyndt at skralde, som der findes skraldere. Den primære fællesnævner er dog for de flestes vedkommende, at det er af økonomiske årsager. Det var dog ikke derfor, jeg startede.

I 2013 så jeg et program med Brødrene Price, hvor de skulle lave en tre retters menu ud af mad, der var blevet kasseret fra et supermarked, og i den forbindelse kom de også ind på det at skralde. Jeg søgte derfor på facebook og fandt grupper med skraldere og begyndte at følge med. Jeg kunne se, at der blev skraldet en masse grøntsager, og da jeg havde en del marsvin, tænkte jeg, at det kunne være en god måde at supplere deres kost på. Der gik dog et par måneder før jeg fik taget mod til at spørge, om nogen havde lyst til at tage mig med ud og lære mig, hvordan man gør.

Det viste sig hurtigt, at der egentligt ikke er ret meget at lære – men det er tilgengæld rart at man er minimum to, der tager afsted sammen, for det kan hurtigt give en følelse af utryghed at skulle rende rundt i mørke og rode i containere. Og det er basalt set det, skraldning går ud på: At man besøger supermarkederne efter lukketid, finder ud af, hvor containerne står, åbner låget på dem, og ser, om der er noget, der er brugbart.

For de fleste varers vedkommende er det ret nemt at se, om det er brugbart, og den primære huskeregel er, at hvis det ser ud som noget, man har lyst til at spise, så er det brugbart. De fleste starter også ud med at tage de ting, de er mest trygge ved, feks brød, chips, kage, slik, frugt og grønt, tørvarer og nonfood. Men når det kommer med kød og andre kølevarer, venter de fleste tit til de har lidt mere erfaring med det, eller har haft en erfaren skralder med et par gange, idet der er en hel masse forholdsregler, man skal tage omkring de varer. Den første er, at man skal tage sin autoritet tilbage og lære at stole på sine sanser, forstået på den måde, at når man har betalt for en pakke kød i et supermarked, så er man ofte meget autoritetstro og går ud fra, at den er i orden, fordi man har betalt for den – hvorimod når man skralder en pakke kød, så ved man, at der ER en risiko for, at den måske ikke er i orden, og så er man langt mere påpasselig, end man ville have været med en købt pakke kød. Derfor er der heller ikke ret mange, der rent faktisk har oplevet at blive syge af noget de har skraldet, fordi der er langt flere kontrolprocedurer omkring det.

De første foregår allerede ude ved containeren. Her tjekker man, om pakken er oppustet eller om der er store mængder kødsaft i pakken. Begge dele er tegn på, at der er et eller andet, der har en fest inde i pakken og så lader man det ligge.

Når man kommer hjem, så pakker man alt det hjembragte kød om, ved at tage det ud af pakken og dufte til det. Har det været vacuum pakket, er det en god ide at tage det ud af indpakningen og lade det ligge på en tallerken et par minutter, inden man dufter til det, fordi selve vacuumpakningen ofte er med til i sig selv at give en træls lugt, som ofte forsvinder, når man adskiller kød fra indpakning.

Hvis kødet dufter som det skal, pakkes det i en ny pose og kan så smides i fryseren. Og så tjekker man det selvfølgelig igen, når man har tøet det op og inden man bruger det, for at være 100% sikker.

Så i virkeligheden er der ikke ret meget raketvidenskab i det at skralde.

Der er dog en smule lovgivning, man skal være obs på, når man starter som skralder.
Først og fremmest: Det er ikke ulovligt at skralde.

Reglerne der gælder i forhold til affald er, at har man smidt noget væk, så har man givet afkald på ejerskabet af det, og det er overgået til tredjemands eje, hvor tredjemand er den person, der efterfølgende tager ejerskab på det. Disse regler gælder også for butikkernes affald.
Til gengæld er der nogle butikker, der sætter låse på containerne. Dem må man selvfølgelig ikke bryde op, da det at bryde låsen op, gælder som hærværk, og det er dermed strafbart.
Ligeledes er der nogle butikker, der har deres containere stående bag et lukket/aflåst hegn, og disse skal man selvsagt også holde sig fra, da det, at hoppe over et hegn, er ulovlig indtrængen på privat område.

Men så længe en container står frit tilgængeligt og ikke er aflåst, er det lovligt at tage det, der ligger i den.

Det er derfor heller ikke ulovligt at skralde i butikkernes åbningstid, men man skal dog alligevel gøre sig nogle overvejelser omkring det, da det stadig kan have konsekvenser. Det er ikke alle butikkerne, der rent faktisk bryder sig om, at folk kommer og skralder i åbningstiden, dels pga de kunder, der kunne gå hen og finde det ubehageligt at se folk stå og rode i skraldespanden, og måske blive fornærmet over, at de skal betale for varerne, når ikke skralderne skal. Og dels kan det skabe utryghed hos de ansatte, hvis de kommer ud og der pludselig står fremmede mennesker og roder i affaldet. Konsekvensen af det har ofte været, at butikkerne har valgt at sætte låse på deres containere. Derfor kan det være en rigtig god ide at tage en snak med butikken om det er i orden med dem, at man kigger i deres container, inden man vælger at gøre det i åbningstiden og ellers er det bedre at vente til medarbejderne er gået hjem, både af ren høflighed, men også for at spare sig selv for eventuelle ubehagelige oplevelser. Der er nemlig stor forskel på de enkelte butikkers holdninger til skraldere, og man kan både være heldig at blive mødt med venlighed og forståelse, men man kan også være uheldig at møde medarbejdere, der er direkte aggressive og som truer med at tilkalde politiet – og selvom politiet som regel godt ved, at skraldning ikke er ulovligt, så er det heller ikke nødvendigvis en behagelig oplevelse, hvis de bliver tilkaldt.

Det bedste man kan gøre er at lade være med at begynde at diskutere med personalet, og så bare forlade stedet og vente til de er taget hjem.

Udover det, så skal man selvsagt huske at rydde op efter sig. Der er ingen butikker, der gider at folk skralder deres containere på længere sigt, hvis medarbejderne hver dag skal starte med at rydde op efter skraldere, der har smidt om sig med affald.

Det er derfor en rigtig vigtig huskeregel, at skraldning skal være på butikkens præmisser, for det er kun muligt at skralde, så længe butikkerne tillader det.

Da jeg startede som skralder, med henblik på at finde grønt til mine marsvin, gik det hurtigt op for mig, at der var langt mere mad i de containere, end mine marsvin kunne spise – og en hel del mad, der slet ikke var egnet til marsvin. Pga min sygdom, boede jeg på det tidspunkt hos mine forældre, og de havde ikke brug for maden. Så jeg begyndte i stedet at give det væk til en veninde, som sad lidt stramt i det. Men der gik ikke ret lang tid, før hun heller ikke havde plads til mere mad. Og da jeg syntes det var synd, hvis det bare skulle gå til spilde, fandt jeg hjælpegrupper på facebook, hvor jeg begyndte at dele det ud til folk, der havde økonomiske udfordringer.
Ved årsskiftet 2013/2014 blev den fælles forsørgerpligt indført – og med den kom også en massiv eksplosion, både i antallet af skraldere, men også i antallet af folk, med økonomiske udfordringer, som havde brug for hjælp.

På et tidspunkt blev jeg gjort opmærksom på et opslag på facebook, lavet af en fyr, som ville forsøge at starte et mere organiseret netværk af skraldere, der på tværs af landet kunne hjælpe folk med at få mad på en hurtig og effektiv måde. Jeg tog derfor kontakt til ham, for at høre nærmere om hans ide, og det blev først og fremmest starten på det, vi kaldte De Forenede Fødevaredepoter.

Men det blev også starten på langt mere end det. Fyren hed Steffen og vi fik hurtigt et godt venskab og talte ofte sammen i telefonen. Og mindst ligeså hurtigt udviklede venskabet sig til mere end det. Når folk spørger mig, hvad det bedste er, jeg har skraldet, så siger jeg altid: ”Min kæreste”, og de kigger efterfølgende mærkeligt på mig når jeg fortæller, at vores første date faktisk var i en container.
Det er selvfølgelig en lidt unik ting at skralde, men når det så er sagt, så er der ikke ret mange grænser for, hvad man kan skralde.

Det mest normale er at skralde i supermarkedernes containere, men der er også flere non-food butikker, der ikke sætter lås på containerne, og det er derfor ikke udelukkende madvarer, der skraldes. Det kan også være møbler, tøj, kosmetik, planter osv.

Nogle ting er selvfølgelig i højere kurs end andre, og det hænger ofte sammen med, at noget bliver der smidt langt mere ud af end andet. Feks er bake-off brød noget af det værste, der er sket for madspild i Danmark, idet hvert supermarked med en bake-off afdeling ofte producerer 1-2 sorte affaldssække med brød om dagen. Så frisk brød kan man stort set altid finde.

Hvorimod sådan noget som slik og chips i større mængder, tit er det skraldere betegner som at ”have fundet guld”. Så man kunne også betegne det at skralde som værende en slags ”skattejagt for voksne”. Man ved aldrig på forhånd hvad man finder, og om man overhovedet finder noget. For der vil være dage, der er bedre at skralde end andre, og ofte er det spild af tid at tage af sted de dage, hvor butikkerne har fået tømt deres containere om morgenen, hvorimod dagen før ofte kan være rigtig god.

Idet meget af det, der smides ud, er dagligvarer som brød, frugt, grønt og kød, så er der selvfølgelig også en stor besparelse i at skralde. Men man bør dog overveje, om man har brug for den besparelse eller ej.

For i takt med de mange fattigdomsreformer, der er kommet, er der også kommet langt flere skraldere, og langt flere, der er dybt afhængige af den ressource der findes i specielt supermarkernes containere, for at kunne få mad på bordet.

Der er nogle få skraldere, som skraldere af ideologiske årsager og for at bekæmpe madspild og gavne miljøet, men langt størstedelen gør det, fordi de ellers ikke ville have råd til at få mad på bordet.

Og det er også derfor, flere og flere butikker lader være med at låse deres containere. Efterhånden som der er kommet mere fokus på det at skralde, er de også blevet bevidste om, at de mennesker, der kommer og skralder, det er mennesker, der ikke har råd til at købe varerne inde i butikken, og det er derfor ikke noget, de taber en omsætning på – tværtimod.
For dels skal butikkerne betale for at komme af med deres affald efter, hvor stor en mængde der er, og jo mere der bliver fjernet at skraldere, jo mindre skal de betale for at komme af med resten. Og dels er det også blevet observeret i en butik, at da man fjernede låsene fra butikkens containere, da faldt antallet af tyverier inde i butikken.

Så er der mange der undrer sig over, hvorfor butikkerne ikke bare forærer deres overskud væk?

Og det er der også nogle, der gør… men lovgivningen omkring det er bare ikke så simpel, at de uden videre kan gøre det.
Dels skal de svare moms af alt, hvad de forærer væk. Dvs i det lange løb kan det blive en enorm omkostning for dem, at forære overskuddet væk, frem for at afskrive det som tab og smide det ud.

Så kan de i stedet vælge at sælge overskuddet for et symbolsk beløb – men så er der bare en hel del regler indenfor fødevarelovgivningen, både de og aftageren skal leve op til, og aftageren skal derudover også godkendes som fødevarevirksomhed. Og det er ofte kun varmestuer og væresteder, der har den mulighed, samtidig med, at de ikke nødvendigvis har kapaciteten til at aftage så meget overskud, og man på den måde også ville afskære en hel masse af de fattige børnefamilier fra at kunne få adgang til ressourcen, idet børn ikke må komme på varmestuerne. Så vi ville komme til at stå i en situation, hvor varmestuerne og værestederne risikere at stå med supermarkedernes affaldsproblem, fordi de ikke kan nå at få det hele brugt, samtidig med, at vi stadig har en befolkningsgruppe, der sulter.

Så i forhold til, hvordan den nuværende lovgivning er, så er den mest optimale løsning i virkeligheden, at butikkerne bare lader være med at låse deres containere. De tager et socialt og samfundsmæssigt ansvar, ved at sørge for, at fattige har afgang til mad, samtidig med, at dem, der skralder, hjælper butikkerne med at mindske deres madspild.

Når jeg i starten af indlægget skriver, at det, at være skralder er et tabubelagt emne, så har det flere årsager.

Dels forbinder rigtig mange ordene ”skraldespand”, ”skrald” og ”affald” med det, de har derhjemme under køkkenvasken, og som ikke altid er lige lækkert. Og det er også det billede, mange ser for sig, når de hører, at man finder sin mad i en container. Dvs det bliver forbundet med noget ulækkert, samtidig med, at folk ofte også tænker, at maden er smidt ud fordi den er rådden og uspiselig.
Men man skal tænke på, at butikkerne smider de ting ud, der er gået på dato. Og det bliver ikke nødvendigvis dårligt, bare fordi det har forladt butikken eller er gået en dag over dato, og ofte er det også pakket ind i flere lag emballage, der beskytter det imod snavs.

Selvfølgelig skal man være varsom med kød og andre kølevarer i sommerperioden, men når vi rammer vinterhalvåret, så er der stort set ligeså koldt ude i containerne, som der er inde i køledisken.

Men butikkerne kan også finde på at smide feks en pakke tomater, en pose kartofler eller en pose æbler ud, hvis der bare er én deri, der er blevet dårlig. Men det er ikke det samme som, at de alle i den pakke/pose er dårlige. Og så sortere man det fra, der ikke kan bruges, og tager det med, der stadig kan spises.

De kan også finde på at smide en hel ramme med pastasauce ud, hvis bare et enkelt glas er gået i stykker, fordi de ikke har mulighed for at stå og gøre dem så tilpas rene, at de kan komme ind på hylderne, og det er samtidig også billigere bare at smide dem ud, end at skulle have en medarbejder til at stå og bruge tid på rengøringen af dem.

Og mange af de varer, der er ude i containerne, har ligget inde i butikkerne blot få timer tidligere, da mange supermarkeder trimmer deres hylder løbende og derfor også smider ud løbende, eller samler det hele og smider ud når dagen slutter.

Men et andet, og nok måske vigtigere tabu omkring det at skralde ligger i, at det er forbundet med det, at være fattig. For hvor mange har lyst til at indrømme, at de har så svært ved at få deres penge til at slå til, at de er nødt til at rode rundt i en container for, at deres børn kan få en madpakke med i skole? Og hvor mange har lyst til at risikere, at deres børn skal blive mobbet i skolen, fordi deres mad er kommet fra en skraldespand? Det er de færreste, der har lyst til. Og derfor er der heller ikke ret mange, der har lyst til at fortælle familie og venner, at de skralder.

Specielt det sidste er noget af det, min kæreste og jeg gerne vil have sat fokus på.
For som skrevet tidligere, så er antallet af skraldere eksploderet i takt med de seneste års fattigdomsreformer.

Og hvordan kan vi kalde os selv et velfærdsland, når mange tusinde familier er afhængige af, at kunne finde deres mad i en container?

Det skyldes, at der er i Danmark er to typer fattigdom:

De hjemløse, som vi alle kan se og vi alle ved er der. De kan ikke benægtes, for de er at se alle steder i vores gadebillede. Så dem har selv politikkerne været nødt til at erkende, at de er der. De hjemløse mangler ofte et sted at sove – men til gengæld er der væresteder og varmestuer, hvor de ofte vil kunne gå hen og få et måltid mad både 2 og 3 gange om dagen.

Og så er der dem, vi har valgt at kalde ”den skjulte fattigdom”. Det er ofte familier eller enlige med børn, som har valgt at prioritere at betale en ofte alt for dyr husleje, frem for at have råd til mad. For i Danmark har vi ikke nogen lov imod at være fattig – men vi har en lov der siger, at børn ikke må være hjemløse, og det første der sker, når man ryger på gaden, fordi man ikke har råd til at betale sin husleje, det er at børnene bliver fjernet. Derfor vil huslejen altid have højeste prioritet for folk, der har børn. Også selvom det måske kan betyde, at forældrene kun spiser 3-4 dage om ugen, for at sikre, at pengene strækker til mad til børnene hele måneden. For børn er ikke velkomne på væresteder og varmestuer, og der findes ikke de samme muligheder for at gå et sted hen og få mad, når man er en familie med børn, som de muligheder, de hjemløse har. Og dette har ført til, at flere og flere enten selv begynder at skralde, eller søger hjælp på facebook, fra skraldere, der kunne have lyst til at dele ud af deres overskud.

I forbindelse med De Forenede Fødevaredepoter blev min kæreste og jeg også opmærksomme på, at der var andre problematikker forbundet med de økonomiske udfordringer, rigtig mange havde.
For når der ikke er råd til mad, så er der heller ikke råd til at gå i biografen eller på café eller mødes med venner eller tage til fødselsdage, og der var en tendens til, at mange ofte endte med at sidde og isolere sig derhjemme, uden mulighed for at tage nogen steder hen, fordi alting kostede penge.

Det var denne problematik, samt ønsket om at sætte fokus på, at det madspild, der ligger i supermarkedernes containere i virkeligheden er en kæmpe ressource, der vil kunne komme rigtig mange til gavn, der gjorde, at vi i 2015 startede Skraldecaféen, i samarbejde med en organisation i Aarhus, der hedder Sager der samler.

Min kæreste og jeg var begge på kontanthjælp, så vi havde ikke en krone på lommen til at starte noget som helst med. Derfor tog vi udgangspunkt i det vi havde, og vi fik bygget et køkken af genbrugsmaterialer, som vi kunne stille op i parker og på gader rundt omkring i Aarhus. Her stillede vi en mængde skraldede råvarer til rådighed og inviterede folk ind i køkkenet for at lave mad sammen og til hinanden, uden at det skulle koste noget. Og i modsætning til mange andre initiativer, der startes op, så arbejdede vi ikke ud fra, at vi havde en specifik målgruppe. For målet var at sætte fokus på, hvordan madspild kunne bruges som et værktøj til at skabe nye fællesskaber. Og det er svært at sætte en målgruppe for, hvem der kunne have brug for et nyt fællesskab. Derfor vil man kunne møde både hjemløse, børn, studerende, pensionister, byrådspolitikere og alt midt imellem, når man besøger Skraldecaféen.

Initiativet har mødt massiv opbakning fra både det kommunale og fra større interesseorganisationer, men der har også været en del udfordringer forbundet med at få det hele til at fungere.

Og en af de største udfordringer opstod i forhold til netop det, at min kæreste og jeg selv var på kontanthjælp. For det var jo helt uhørt, at vi rendte rundt og gjorde ting på eget initiativ, uden at vi bidragede til samfundet (med skattekroner vel at mærke). Så vi fik af flere omgange besked på, af vores sagsbehandlere, at vi skulle holde op, fordi det ikke var noget, der førte til selvforsørgelse.

Og samtidig med, at vi fik besked på at stoppe, sad man til kommunale borgerinddragelsesmøder og snakkede om, hvor godt et initiativ Skraldecaféen var og hvordan man kunne få flere af den slags initiativer i gang.

Med hjælp fra Sager der samler, tog vi kontant til den daværende rådmand for beskæftigelsesområdet og gjorde ham opmærksom på, at der var noget, der ikke helt hang sammen, når man den ene dag ville have os til at stoppe og den næste ville have flere Skraldecaféer. Det kunne han heldigvis også godt se, og han indkaldte til et møde, hvor der også deltog flere fra beskæftigelsesforvaltningen. Ved fælles hjælp fik vi fundet en løsning, der både blev en mindre økonomisk investering i Skraldecaféen, men også en hjælp til min kæreste og jeg, så der blev sat skub i vores sager, og vi blev visiteret til flexjob, og efterfølgende ansat i Skraldecaféen.

Noget, der teoretisk ikke burde have kunne lade sig gøre, men alligevel lykkedes, fordi det nogen gange er nødvendigt er tage nogle chancer og prøve nogle grænser af, hvis man vil have dem til at flytte sig.

Derfor er hele mit liv efterhånden viet til skrald og til mennesker på kanten, fordi jeg, efter 14 år på kontanthjælp som følge af kronisk sygdom, og 6 år som skralder, kan sætte mig ind i, hvordan rigtig mange mennesker på overførselsindkomst har det, og jeg vil samtidig gerne bevise, at man også kan bidrage til samfundet, selvom man er kronisk syg, og selvom man ikke nødvendigvis kan bidrage med skattekroner ved at arbejde 37 timer i døgnet. Men man kan stadig gøre en forskel, både for sig selv og andre.

Og ved man ikke hvordan, så kan man altid starte med at kigge i en container og dele sit overskud med naboen. Måske det kan føre til langt mere end bare at man får mad på bordet…//

 

Har du lyst til at vide mere om skraldning? Tjek Facebook-gruppen ‘skraldere hele døgnet i dk’ ud her

I samarbejde med en gruppe studerende fra kaospilotuddannelsen har Skraldecaféen også sat gang i dette initiativ, der, som Annbritt siger: “… eventuelt også kan være en inspiration for andre, til at gøre noget, der er forholdsvis simpelt, men som kan komme andre til gode”.

 

Har du lyst til at læse tips til at frigøre midler i din privatøkonomi, så du kan få mere tid med din familie? Se mere her