“Håndbog for nye forældre” af Chrapkowska og Wold

D. 08. november 2018 udkom bogen med titlen “Håndbog for nye forældre – Graviditetsfakta og børneviden på videnskabeligt grundlag” på Forlaget Rosinante.

Jeg fik tilsendt bogen af forlaget med henblik på at tilbyde mine følgere en anmeldelse. Det vil jeg hermed gøre.

 

Bogens undertitel fik mig til at tænke at vi nok skulle blive gode venner, vi to. ‘Evidensbaseret’ er sådan et dejligt ord, fordi det jo ligger op til at “nu skal sandheden på bordet”: udenom myter, “gode” råd, kulturelle normer eller det man vel egentlig bare kan opsummere som ‘dårlige vaner’. Lige i min ånd!

En hel bog med videnskabelig fakta, der kan bistå os i kampen ud af adskillelseskulturen, når vi snotforvirrede byder vores første barn velkommen i familien og alt bliver vendt på hovedet. Det var min forventning til bogen.

Dén forventning blev desværre ikke indfriet. 

Allerede i bogens indledning bliver man klar over at det her måske ikke er så evidensbaseret, som det kunne have været. Forfatterne gør sig således meget umage med at beskrive sig selv og hinanden som feminister. Det er der i sig selv intet fordækt i – tvært imod – men for en bog, der markedsfører sig som værende faktabaseret, har jeg svært ved at se relevansen.

“Vi er (…) feminister og går ind for at forældrene deles ligeligt om både ansvaret og den praktiske omsorg for barnet. Ikke bare fordi vi mener, at det er bedst for barnet, men også fordi vi ved, at en retfærdig opdeling af forældreskabet sikrer begge forældre mulighed for at opnå økonomisk frihed og en ordentlig pension i fremtiden og for at lære deres barn at kende og knytte sig til det” (side 9).

Hvad forfatterne MENER om hvordan man bør indrette sig som børnefamilie synes jeg egentlig, de burde have holdt for dem selv, idet de allerede her i indledningen undergraver deres egen troværdighed i forhold til at kunne forholde sig objektivt og evidensbaseret til dét at være gravid og få et barn.

(I øvrigt vil jeg lige tilføje at man fint kan sikre sig en god pension for begge parter, selvom den ene forælder er hjemme og den anden arbejder, mens børnene er små. Det handler bare om at den arbejdende part betaler ind til begges pension i den årrække, eller at den hjemmegående betaler ekstra ind, når vedkommende returnerer til arbejdsmarkedet/før de får børn).

I det hele taget er bogens første kapitler spækket med formuleringer som “vi mener” og “det er vores overbevisning”, når der redegøres for en (tredjebølge)feministisk (læs mere om feminismebølgerne her) tilgang til forældreansvar og omsorgsarbejde. De beskriver sågar en “biologisk ubalance” i forældreforholdet, fordi kvinden bærer, føder og ammer. 

Aha. Det er altså naturen, der er gal på den – ikke kulturen?

En evidensbaseret tilgang ville snarere være at ubalancen netop har til rod i den kulturelle anskuelse af fordelingen af omsorgsopgaven. Her stemmer videnskaben så desværre ikke i kor med tredjebølgefeminismen, og så begynder bogens objektivitet ligeså stille at skride i svinget. I feminismens navn ender forfatterne med at reproducere en kulturel antagelse på uvidenskabelig grundlag, og det er ret undergravende for bogens troværdighed.

Mit postulat om at ubalancen ikke ligger i vores biologi, men snarere i vores kultur – dén kan vi tvært imod bakke op med videnskabelig fakta omkring barnets behov: 

– at små børn har bedst af at blive ammet – helst til 2 år og gerne derefter også – af ernærings-, tilknytnings- og sundhedsmæssige årsager

– at små børn har gavn af at være omgivet af deres primære omsorgspersoner i minimum de første tre år af deres liv, for at lære at være i relationer til andre og dem selv på en sund og balanceret måde.

Listen er uendelig lang – og uendelig nem at bakke op med evidens (er du nysgerrig, kan du klikke ind i ‘Vidensbanken’ her på Kulturkritisk Forum – den opdateres hele tiden med ny forskning). Jeg er klar over at jeg her introducerer et tredje perspektiv i den ligestillingsdebat, forfatterne åbner op for: nemlig barnets. Det er helt intentionelt, for det er netop dét perspektiv, der mangler i tredjebølgefeminismen.

De indledende kapitler om fordelingen af omsorgsopgaven minder mere om et feministisk manifest om ligestilling mellem kønnene på patriarkalske præmisser, end det fremstår som en reel skildring af evidens omkring hvordan man opnår et lykkeligt familieliv. Tilmed uden et egentlig øje for barnets perspektiv – selvom det netop var fakta om dette, bogen skulle handle om. Det var mit håb, i hvert fald.  Det giver i sig selv god mening, da “det lykkelige familieliv” jo er en subjektiv konstellation, og derfor netop næppe er et emne, der bør behandles i en angiveligt evidensbaseret bog. Det kommer da også til at fremstå lidt tyndt, når forfatterne forsøger at underbygge deres bud på “det lykkelige familieliv” med et studie om forældreevnen hos – og hold nu fast – rotter. 

På side 22 i bogen skriver forfatterne således: “(…) Tænk bare på rottehannen, der formåede at passe sine egne børn – hvis han bare havde haft en sutteflaske ved hånden, havde ungerne sikkert syntes, de havde haft en udmærket barndom med farmand!”. En tenderende nedladende bemærkning, der fuldstændigt underkender betydningen af amning for spædbarnet hvad angår såvel sundheds-, ernærings- og tilknytningsmæssige perspektiver. Igen tillader forfatterne deres holdning til ligestilling at overskygge hvad vi faktuelt ved om barnets behov i de første år. Man overdøver igen den stemme, der bør tilhøre barnet. 

En helt overordnet kritik af bogen er endvidere at den sælges som videnskabeligt funderet, men selve det videnskabelige grundlag er enormt vanskeligt og tidskrævende for læseren at finde rundt i. Således tilbydes der ikke kildehenvisninger ved hvert postulat (som man som læser jo går ud fra er baseret på videnskabelig dokumentation). Istedet oplistes der bagerst i bogen ca. 10 kilder pr. kapitel. Der er så op til læseren selv at udføre det enorme arbejde at gennemlæse de ca. 10 kilder pr. kapitel, hvis man er interesseret i at finde evidensen bag de enkelte fremførte postulater i kapitlerne. Ikke særligt læservenligt eller gennemskueligt.

Og så til hele debatten om babysøvn, som jo er gloende hed i øjeblikket. Her kommer et par citater fra bogen om dét emne:

S. 170: “(…) du er (…) ikke noget ondt menneske, som forårsager livslange skader på barnets evne til at føle tillid, hvis du lukker døren og lader det skrige et stykke tid”. Nej, et ondt menneske er du ikke. Men du er heller ikke omsorgsfuld overfor dit barn. Du hjælper det ikke. Det bliver ikke bedre til at sove igennem. Det bliver ikke trygt tilknyttet. Det beroliger ikke sig selv. Alle disse aspekter jeg nævner, er der evidens bag. I en tid, hvor forlag er gået med til at revidere det videnskabelige grundlag bag bøger om søvntræning, synes dette “råd” uddateret og i øvrigt uetisk.

S. 171: “Barnet kan også sove sammen med en forælder i sengen, men helst ikke den allerførste tid. Inden barnet når tremånedersalderen, er der forøget risiko for vuggedød, hvis børn og voksne deler seng”. Det er heller ikke rigtigt. Hvis man praktiserer sikker samsovning og følger de meget udførlige råd, der er lavet omkring det, er det ganske ufarligt at sove sammen med sit barn. Også det helt nyfødte. Faktisk gavner du i et sådant tilfælde tilknytningen mellem forælder og barn og etableringen af amning samt vedligeholdelse af mælkeproduktion. Et andet perspektiv på samsovning er at den forælder, der eventuelt ikke er på barsel/hjemme, når barnet ikke er nyfødt mere, har en fantastisk mulighed for at tilbringe op mod halvdelen af døgnet i tæt kontakt med sit barn alligevel, hvis man samsover. Man får så meget for pengene, hvis man dropper at se adskillelse som grundprincip for relationen mellem forælder og barn.

Bogen igennem er der eksempler som de ovennævnte, hvor fremstillingen af et emne præges ligeligt af kulturelle normer og videnskabelig fakta. Bogen er helt sikkert fyldt med meget brugbart information, men som ny forælder vil man have rigtigt svært ved at skille fårene fra bukkene: Hvornår er det videnskaben og hvornår er det adskillelseskulturen, der taler? 

Det er en skam, for der er helt sikkert brug for en videnskabeligt funderet bog til nye forældre – en bog, som kunne fungere som vejviser i junglen af dårlige råd. Desværre er denne bog ikke svaret – jeg ville i hvert fald ikke give den i gave.