Hard to swallow pills: Dit barn blev ikke “glad igen” efter 5 minutter

Egentlig er det helt simpel menneskelig adfærd.
Hvis jeg græder, er ulykkelig og rækker ud efter den, jeg elsker, for at blive passet på og trøstet, og vedkommende vender sig om og går sin vej… hvad gør jeg så?

Jeg græder højst sandsynligt videre.
Måske i 5 min – måske i en halv times tid.
Men på et tidspunkt stopper jeg med at græde.

Ikke fordi jeg er glad igen. Indeni er jeg stadig ked af det; jeg føler mig forladt, skuffet, uelsket og utryg, fordi jeg ikke forstår min elskedes adfærd: hvorfor gik han?

Nu står jeg alene i en ny situation, med en masse mennesker omkring mig. Jeg forsøger at være i situationen bedst muligt. Men glad og tilpas? Det er jeg ikke. 

Ser du mig som glad og tilpas, læser du mig ikke rigtigt – eller også kender du mig bare ikke.

Når vores børn græder ved aflevering, prøver de at fortælle os noget. Det “noget” går ikke væk af at vi forsøger at tie det ihjel eller bruger floskler til at dække over vores dårlige samvittighed. 

Det sidder i vores børn, og de kan ikke tie deres følelser ihjel. Måske lærer de det hen ad vejen.. Men er det en evne, vi gerne vil have, de udvikler? At stoppe med at mærke dem selv og udtrykke deres følelser, fordi vi ikke lytter?

Forskning viser, at det kan ødelægge barnets evne til senere i livet at kunne regulere sine følelser, hvis det systematisk bliver efterladt når det græder. 
Fordi barnet gang på gang oplever at dets signaler ikke bliver hørt, vil det langsomt lære ikke at udtrykke sine behov. 

Det er altså ikke tale om et barn, der er “glad igen”; der er tale om et barn, der har skiftet overlevelsesstrategi.

Vi skal tale om det, vores børn fortæller, når de græder og rækker ud efter os, fordi vores stilhed tier en stemme ihjel, der ikke er vores. 

Den stemme tilhører vores børn.

Stemmen skriger højt, når vi går fra den.
Men vi lytter ikke, selvom den giver et smertefuldt ekko i vores hjerter.

Vi lytter ikke, fordi vi er optagede af at vise vores uafhængighed af vores natur, vores køn og vores roller overfor vores børn. Det er vi opdraget til. Opdraget, vel og mærke; ikke skabt.

Og vi lytter ikke, fordi der tikker en SMS ind, der slukker barnets stemme helt: “dit barn er glad igen nu, tænk ikke mere på det”, skriver den velmenende pædagog.

Men den SMS er det rene løgn.
For barnet er ikke glad nu.

Barnet er resigneret. Det har givet op. Nu tilpasser barnet sig situationen. Indtil mor og far kommer tilbage. Så skriger barnet måske igen derhjemme, for at bruge den stemme, det har holdt inde hele dagen.

Men imorgen tidlig bliver stemmen kvalt igen. Af den krampagtige demonstration af uafhængighed og sms’en med den velmenende løgn.

Det er en svær pille at sluge – men det bliver den ikke mindre sand af.

Vil du vide mere om hvad der sker i små børn, når vi ikke reagerer på deres gråd? Læs forskning på området her