Hvad er normalt?

Den skotske psykiater R.D. Laing var en stærk kulturkritiker og udfordrede på det kraftigste vores normalitetsbegreber. Han betragtede psykiske lidelser og adfærdsforstyrrelser som en rationel tilpasning til et sygt samfund. I det perspektiv er det en naturlig reaktion fra individet at forsøge at skjule selvet, for ikke at lide skade i et samfund, der stigmatiserer den enkelte men som i sin essens er usundt og årsag til individets ontologiske usikkerhed.

Ontologien beskæftiger sig helt forenklet med måder at være i verden på. Når der tales om ontologisk usikkerhed refereres der tilbage til en helt fundamental usikkerhed i menneskets kerne, etableret i de spæde år pga. samfundsmæssige og relationelle påvirkninger (eller mangel på samme).
Laing beskrev hvordan de grundlæggende elementer af et menneskes væsen struktureres i den spæde barndom. 
Den tyske filosof Axel Honneth fører på samme måde grundstenene for den ontologiske sikkerhed – altså hvorvidt vi er sikre/trygge i vores “kerne” – tilbage til det første af de tre ontologiske “stadier”, som han kalder dem. Der er således en lang tradition indenfor filosofien og den eksistentialistiske og fænomenologiske psykologi for:

– at betragte de spæde år af et menneskes liv som værende særdeles kritiske for dets evne til at være i verden på en sund og tryg måde
– at betragte det postmoderne samfund som værende usundt i dets normalitetsbegreber og menneskesyn

Jeg er selv en eksistentialistisk og fænomenologisk tænkende filosof. Det er naturligt for mig at reflektere over samfundets beskaffenhed og identificere de områder, som er usunde og har negativ indvirkning på vores evne til at være i verden på en sund og tryg måde. Min tænkning har altid kredset sig som at optimere forholdene for udsatte grupper i samfundet, ved at gøre op med vanetænkning, falske selvfølgeligheder og tabuer. Børn må i den grad siges at være en udsat minoritetsgruppe, idet de ikke har nogensomhelst kontrol over de forudsætninger og den tænkning, de omsluttes af.
Min rolle som mor kombineret med min måde at tænke på, min opdragelse (hvor jeg lærte om social ansvarlighed, ordentlighed, at de stærkeste skuldrer bærer og at man skal gøre en indsats efter bedste evne) og min uddannelse har den naturlige konsekvens at jeg begynder at tænke over vores måde at være i verden med vores børn på og vores børns muligheder for at være i verden på en sund og tryg måde.

Filosofien ophæver forstandens forhekselse. Det kan gøre ondt og være ufedt. Det er dog ikke ensbetydende med at tankerne bliver tænkt med udgangspunkt i at shame, bebrejde, undergrave eller fjendtliggøre. Tvært imod er filosofien kærligheden til sand viden. Det er også kærligheden, der er grundlaget for al min virken, omend det kan opfattes som provokerende. Kærligheden til mine børn og min art.