Hvad viser forskningen om tilknytning?

Opfølgning på mit sidste indlæg, og et svar på de kommentarer, der går på at man ikke kan give den massive institutionalisering af vores små børn skylden for den negative udvikling i den mentale sundhed hos befolkningen.

Nej, ikke hele skylden. Men utryg tilknytning hos småbørn er uden tvivl en ganske betydelig bidragsyder til den negative udvikling.

I en undersøgelse svarer 10% af institutionsledere at de oplever at børnene kun er 6-9 måneder, når de starter i vuggestue. Til sammenligning oplever 8% at barnet når at blive ét år, inden det starter. Det er altså i mange tilfælde helt helt små børn, der overlades til sekundære (i bedste fald) og sandsynligvis underbemandede og overbelastede omsorgspersoner i mellem 30-50 timer om ugen.

Kommunerne har pligt til at tilbyde alle børn i pasning et “alderssvarende tilbud”. Med tanke på hvad en 6 mdr gammel baby har af behov for øjenkontakt, nærvær, trøst, bleskift, fysisk kontakt etc, og yderligere med tanke på de enormt ringe normeringer, er det næppe sandsynligt at personalet er i stand til at give børn under ét år den omsorg, de har brug for. Dette, hvis man altså som udgangspunkt godtager at en anden end de primære omsorgspersoner overhovedet er i stand til at varetage omsorgsopgaven hos så små børn i så mange timer om ugen, uden at det vil have en negativ indvirkning på barnets tilknytningsevne.

Tilknytningsforskning har konsekvent påvist miljøet og de tidlige erfaringers afgørende betydning for om barnets tilknytning bliver tryg eller utryg. I en tid hvor mange udviklingspsykologiske tilstande henføres til genetiske faktorer, er tilknytning altså én af de relativt få psykologiske fænomener, hvor miljø og tidlige erfaringer spiller den afgørende rolle, mens genetisk påvirkning er begrænset.
Dvs. vi kan ikke komme udenom at måden, vores børn er i verden på, de første tre år af deres liv, har en helt afgørende betydning for hvorvidt de bliver i stand til at knytte sig på en tryg måde til andre og indgå i meningsfulde relationer til andre, til dem selv og til verden

Forskning viser også at hvis den tidlige tilknytning er tryg, vil den være en beskyttelsesfaktor ift. en eventuel senere udvikling af psykopatologi – altså psykiske sygdomme.
På samme måde vil en utryg tilknytning være en sårbarhedsfaktor ift. en eventuel senere udvikling af psykiske sygdomme.
Dvs. utryg tilknytning er ikke ensbetydende med at barnet senere vil udvikle psykiske sygdomme etc, men risikoen er væsentligt forøget. Dette er hvad der betegnes “tilknytningsrelaterede risici for psykopatologi”. Jo mere utrygt et barn er tilknyttet sine primære omsorgspersoner, desto større er risikoen for at de traumatiserende oplevelser, livet byder os, vil resultere i psykiske lidelser hos barnet.

Hvorfor taler vi ikke om dét?