Hvem har ansvaret for at ændre samfundet?

At vælge et liv, der bryder normen: at tilbringe al sin tid – vågen og sovende – sammen med sine børn.

Hvorfor gør vi det? Det er der flere perspektiver i. 

Jeg har nok en tendens til at italesætte det i den samfundsretorik, vi kender: fordi jeg gerne vil klargøre dem til at blive livsduelige og helstøbte voksne, som kan leve deres liv og bidrage til samfundet på en meningsfuld og balanceret måde. Og det er OGSÅ derfor. 

Men det er sandelig ikke kun det. Det er ikke kun med perspektivet om deres fremtid.

Det er også med perspektivet om deres nutid. Om vores nutid sammen. Om at deres barndom er så værdifuld i sig selv, og så flygtig, at vi vil have hvert et sekund af den med. Værdifuld, ikke fordi den gør dem klar til noget nyt, men fordi den form, de er i nu, er værdifuld i sig selv. For vores liv sammen og vores historie.

Det er perspektivet om det følelsesmæssige. At vi har skabt en familie, som knuselsker hinanden på kryds og tværs, og som bliver stærkere og mere sammentømret for hvert tilbragt minut og hver erfaring, vi gør sammen. Ikke fordi vi ikke kan undvære hinanden ind imellem – men fordi vi ikke har lyst. Enhver er i sin gode ret til ind imellem at forlade stammen, hvis det behov opstår – det gør det ikke så tit, men det sker.

Endelig er det perspektivet om det etiske, og her bliver det jo sprængfarligt, ved jeg. Men jeg siger det alligevel, fordi jeg inderligt mener at nogen skal sige det. 

Sige at vi har ansvaret for de her børn – små som store. At de ikke har bedt om at blive bragt ind i vores kultur, under de betingelser, der hersker, og som vi kollektivt reproducerer dag efter dag. 

Det har vi valgt for dem. Derfor er det etisk ansvarlige også så vidt muligt at tilpasse betingelserne i familien, således at vi laver plads til dem, vi har valgt at bringe ind i den. 
Så de ikke skal udliciteres, når deres tilstedeværelse i familien begynder at presse rammerne udad og stille krav om omstrukturering. Vi må kollektivt tage ansvar for at vende ligningen om, så rammerne bliver tilpasset familien i dens nye form.

Og nu kommer svadaen om shaming, og lad den komme. For pegefingeren (hvis konstruktiv kulturkritik absolut skal reduceres til det ‍♀️) vender ikke mod hver enkelt mor og far i Danmark. Alle elsker deres børn, alle gør et vidunderligt stykke arbejde.
Pegefingeren vender mod Mor og Far Danmark i al deres generelhed, og mod den kultur, vi har skabt, accepterer og reproducerer omkring de små mennesker, vi bringer ind i vores liv. 

En kultur, hvor der egentlig ikke er plads til dem, og hvor det stadie af deres liv, hvor de ikke er arbejdsduelige, bliver nedprioriteret, og hvor magien bliver glemt.

Christiansborg kommer ikke til at vende ligningen om. Politikerne kommer ikke til at tilpasse rammerne til børnene og familien. Det er op til os selv – folket – at ændre kulturen, præcis ligesom massive kulturelle ændringer altid har taget form. 

Kampen for en omsorgsrevolution, der baner vej ud af adskillelseskulturen er en kamp, der bunder i kærlighed til mellemmenneskelige relationer, den folkelige sundhed og vigtigst af alt vores børns trivsel. 

Det er kærlighed til folket, og vi fortjener bedre rammer for familielivet, end vi har nu.