Hvorfor bliver vi vrede over heldagsskole – men ikke heldagsinstitutioner?

Hvorfor taler vi bredt, vredt og længe om hvor skadelig heldagsskolen er for skolebørn (ikke at jeg er uenig her, overhovedet) men slet ikke om hvor skadelig fuldtidsarbejde+ er for helt små børn ned til 6 mdr? Mange små børn, hvis forældre begge arbejder fuld tid, har over 37 timer i institution om ugen. Det er mere end en fuldtidsstilling omringet af små børn, mens man stadig selv er lille og verden er uendelig stor. OG man mangler sine forældre til at hjælpe med at oversætte, regulere og skærme, trøste, kramme og nusse.

En ny analyse fra DEA viser at småbørnsområdet ikke får nær så meget taletid på Christiansborg, som skoleområdet. DEA skriver således:

“Partierne taler hellere om skoler end dagtilbud på gruppemøder og i interne arbejdsgrupper. 0-6-årsområdet er også en dagsorden uden et klart sprog og framing. Og så efterspørges der mere viden og forskning om små børn, som kan gøde og inspirere politikudviklingen på Christiansborg”.

Der efterspørges mere viden og forskning om små børn.
Nu må I holde op!
Ja, der er ikke nok forskning på småbørnsområdet – der kan og bør forskes mere – men stort set alt hvad der faktisk foreligger af forskning (og så lidt er det altså heller ikke – se bare hvor meget, der er skrabt sammen på forholdsvis kort tid i Vidensbanken her på Kulturkritisk Forum) fortæller os jo dét, vi behøver at vide:

DE FØRSTE 1000 DAGE AF ET MENNESKES LIV ER VIGTIGE!

Her bør de være sammen med deres primære omsorgspersoner – hvilket stort set ingen af dem er!

Det VED vi.

Så den der med at Christiansborg ikke taler om det, fordi man ikke ved nok om det – det er noget ævl, og det er en dårlig undskyldning.

Jeg kan godt forstå, politikerne ikke tager den viden, der faktisk allerede foreligger på småbørnsområdet op, og inkluderer den, når de diskuterer politik på området: for den faktuelle viden om børns behov står i direkte opposition til den måde, vi har indrettet vores samfund på!

Hensyntagen til børns behov, beskyttelse af deres rettigheder, at værne om barnets tarv – alt det umuliggøres af den måde, arbejdsmarkedet er skruet sammen på.

Det kræver mod, koster penge og forudsætter forandring og grundlæggende omstrukturering af livsanskuelsen at inkludere vores børn som ligeværdige individer, når vi skal drøfte hvordan samfundet bør indrettes.

Det er meget nemmere at lade være, og så give forskerne skylden – de fortæller os jo ikke nok… ‍♀️

Og så bider jeg mærke i at hele måden at tale om vores små børn på er forladt for et etisk perspektiv. Det handler om hvordan vi kan “udvikle dem” og hvad institutionaliseringen af dem kan “bidrage med”. Dét fremgår også mellem linjerne af DEAs rapport, som en grund til at småbørnsområdet ikke er mere på det politiske landkort.
Men hvad med det etisk forkastelige i at vi behandler små mennesker, der ikke kan tage vare på dem selv, umenneskeligt? Placerer dem i underbemandede institutioner, og lader dem sidde der i 8-10 timer dagligt, uden at fortrække en mine?
Hvor er vores samvittighed overfor vores børn? Handler politik slet ikke om hvilken etisk forpligtigelse vi har overfor vores medmennesker – særligt de, der ikke kan tage vare på dem selv – om at behandle dem med respekt, ligeværd og omsorgsfuldhed? Er det ikke dét, der gør os til mennesker, snarere end maskiner?

Find artiklen om analysen fra DEA samt selve analysen her