“Hvorfor stiller du ikke op i politik?”

De sidste par måneder er jeg blevet spurgt ret mange gange efterhånden, hvorfor jeg ikke stiller op i politik.

Det gør jeg ikke, fordi…
Fordi jeg tror på at det er folket, der bør styre politikernes adfærd og ikke omvendt. Jeg tror på at den fremgangsmåde skaber forandringer, der er forankret i dyb erkendelse i landet som helhed og ikke foranlediget af sur maveregionsretorik fra politikere. 

Jeg er helt enig i at politikken på familieområdet bør ændres. Jeg er helt enig i at alle kommuner burde tilbyde tilskud til pasning af eget barn. Vel og mærke et tilskud, der ville gøre det muligt for flere at leve familielivet som de ønsker. 

Jeg er helt enig i at man kan føle sig magtesløs som individ. 

Men jeg er også ganske overbevist om at det “blot” er en følelse og at vi som individer har uendeligt meget magt, hvis vi mobiliserer os som enhed. 

Jeg bryder mig ikke om at skulle skabe forandring oppefra og ned – jeg synes, det er opskriften på splittelse, fordi erkendelsen hos folket ikke følger med, og derfor er det ikke en fremgangsmåde, jeg ønsker at gøre brug af. Ikke som det ser ud nu, i hvert fald.

De tyske filosoffer Horkheimer og Adorno talte om at ‘bryde fænomenet med indefra’. Dvs. at placere sig midt i det fænomen, man ønsker at rokke ved, og bryde det ned, snarere end at stille sig ved siden af det, og kritisere det udefra. 
Var mit ærinde at ændre på den måde, der bliver ført politik og den måde, man er politiker på i Danmark, ville jeg ‘bryde fænomenet ned indefra’ og stille op i politik.

Men det er ikke dét, jeg vil.
Jeg vil bryde ‘adskillelseskulturen’ ned indefra.

Jeg vil give børnene en stemme.
Jeg vil give moderskabet et sprog.
Jeg vil bevidstgøre individet om dets ansvar og magt, fordi jeg mener, vi har lullet os selv ind i komfortabel hjælpeløshed.
Jeg vil tale om dét, vi ikke taler om.