Kan pædagoger være primære omsorgspersoner for vores børn?

Forleden så jeg en kommentar i en tråd, hvor institutionalisering af småbørn blev diskuteret. En deltager i debatten mente i ramme alvor at personale i vuggestuer, dagplejer og børnehaver sagtens kan fungere som primære (!) omsorgspersoner for vores børn, og at det sætter os frit i stand til at arbejde fuld tid+, og give vores børn en ligeså lang arbejdsuge i institution, uden at skulle bekymre os om hvorvidt det har en negativ indvirkning på barnets tilknytningsevne eller vores eget forældre- og omsorgsansvar, for den sags skyld.

Jeg ved næsten ikke hvor jeg skal starte med at forholde mig til sådan en distanceret tilgang til vores børns behov for OS. Mor og far. Og vores behov for DEM. 
Jeg får egentlig lyst til at græde og blive vred, fordi jeg nogle gange bliver så opgivende over hvordan adskillelseskulturen fuldstændigt har opslugt os, og hvordan vi accepterer ellers uacceptable vilkår for vores børn af den grund.

Men jeg vil prøve at forholde mig konstruktivt, fordi det følelsesladede svar er mit behov, mens det konstruktive er vores børns behov.

Kommentaren blev mødt af en kavalkade af pædagoger, der arbejder i institutioner for småbørn, og som ikke ville have opgaven som primær omsorgsgiver til gud ved hvor mange børn. Og dét kan jeg ved den søde grød (see what I did there ) godt forstå! 
Pædagoger kan på ingen måde have ansvaret for at vores børn bliver tilknyttet på en sund måde. Dér må vi simpelthen tage ansvaret til os som forældre. 

Pædagoger laver relationsarbejde – de elsker ikke børnene, og den ubetingede kærlighed er helt essentiel i tilknytningsprocessen. Hvordan skulle pædagoger kunne overleve i deres fag, hvis vi begynder at forlange af dem at de lægger følelser i arbejdet i dén voldsomme grad? Hvordan skal de kunne rumme deres egne børn, når de kommer hjem, hvis de har øset ud af kærlighed hele dagen til andres børn?

Man taler i omsorgsfag om ‘den empatiske mur’; det klinger ikke særligt pænt, men man bliver nødt til at sætte en følelsesmæssig grænse for hvor meget man kan føle med – og for sine ‘klienter’. Ellers drukner man selv eller brænder ud 

Nej. Pædagogerne skal ikke elske børnene, og lige præcis derfor bør små børn være hjemme hos deres forældre, minimum til de fylder tre år. Fordi de i de år har brug for at være omgivet af den ubetingede kærlighed. 

Forestil jer at pædagoger, under de i forvejen enormt uhensigtsmæssige arbejdsvilkår, de oplever, også skal påtage sig den primære eller for den sags skyld sekundære omsorgsrolle? Det er lige til at blive syg af, for det er en opgave, man ikke kan løfte, når man ikke elsker. Og man kan ikke fremtvinge kærlighed.

Men hvis vi nu skal tage bladet fra munden, og det synes jeg, vi bør, så er det netop de vilkår, pædagogerne allerede arbejder under, når små børn, der mangler deres forældre, efterlades i deres varetægt i alt for mange timer og i alt for dårlige normeringer. Mon det er derfor vi oplever så mange stresssygemeldinger og opsigelser blandt pædagoger? Fordi de er empatiske og fagligt kompetente mennesker, der strækker sig for langt for at yde omsorg for vores børn, langt ud over rimelighedens grænser og langt ind i dét, der er forældrenes rolle?

Iboende i barnets relation til enhver pædagog, det møder på dets vej, er at relationen er midlertidig. Der kommer et uundgåeligt opbrud, hvor pædagogen forsvinder ud af barnets liv. Og det sker igen og igen.
I det store billede ser det sådan her ud: barnet mister først den symbiotiske tilknytning til sin mor/far, når det skal undvære dem størstedelen af dets vågne timer, fordi det er i institution. Her kan det så, ifølge den kommentar, der gav anledning til det her indlæg, knytte sig til pædagogerne. 

Pædagoger, som barnet må vinke farvel til igen; når det skifter til børnehave, når pædagogen skifter job, bliver syg eller andet. 

En tilknytning til pædagogen som primær omsorgsperson vil i dette perspektiv være helt katastrofal, fordi barnet vil opleve at miste sine primære omsorgspersoner mange gange i løbet af blot de første par år af sit liv.
Er det grobund for sund og tryg tilknytning? En god og balanceret start på livet? På at skulle lære om relationer; til sig selv og andre?

Det er ikke fordi, barnet ikke kan knytte sig til en pædagog – børn kan for den sags skyld knytte sig til ting. Men det er uhensigtsmæssigt; tilknytningen bliver utryg, relationen er midlertidig og barnets loyalitet tilfalder personer, der igen og igen forlader barnet. 

Man ved endda at børn knytter sig til jævnaldrende venner, hvis der ikke er en tryg og moden voksen til stede. Tag den viden, sæt den ind i en typisk vuggestuedag med dårlig normering og forestil dig så at 0-3 årige ser mod hinanden for trøst, omsorg, regulering, berøring og beroligelse.
Det er helt galt.

Og det er fantastisk at vi kan henvende os til forskere som Neufeld, Hart og sågar danske Gitz-Johansen, for at forstå den menneskelige tilknytningsproces, og hvordan den mildest talt har ringe kår i adskillelseskulturen.

Men hvis nu vi er helt ærlige overfor os selv, og virkelig mærker efter i hjertet; så ved vi det godt allerede…