Mor til en søn

Jeg kan mærke at det er ok at sende afsted. Det er ok, fordi jeg kender dagplejen, jeg kender de tre andre børn, jeg kender der forældrene, jeg kender dagsrytmen og jeg kender mit barn. Men efter 6 ugers sommerferie havde jeg så ondt i maven over at skulle starte hverdagen igen. Jeg vaklede. Jeg synes skridtet for at hjemmepasse de sidste måneder inden børnehave var enormt, for enormt. For overvældende, for ukendt, for usikkert. Men mit hjerte sagde noget andet. Jeg endte med at sende afsted igen. Velvidende at jeg gør, som jeg er “trænet” til. Gør, som der bliver sagt. Den største udfordring, når jeg vakler, og er bekymret, er faktisk min mand. Mine børns far. Fordi han arbejder – mange timer. Han er vant til at forlade familien i mange timer hver dag. Han er vokset op i samme normer som jeg, han omgås i samme samfund som jeg. Men han kender ikke til de artikler, den viden, de oplysninger, der langsomnt skyder frem. Og han er generelt af en anden mening. Ikke fordi han ikke elsker børnene. Ikke fordi han ikke vil lytte til mig. Men hans brud med normen er endnu længere væk end min. Og det er svært! Når der ikke er støtte på hjemmefronten, så er det dælme op ad bakke. Jeg elsker min mand. Jeg elsker mine børn. Jeg vil vores familie det bedste. Men det er endt med at jeg har accepteret at vi måsle har en ens opfattelse af hvad der er bedst for børnene – men ikke hvad der er bedst for familien.