MOR, DU ER UUNDVÆRLIG!

Da jeg som 27 årig ventede vores første barn, havde jeg en plan for hele forløbet. Han skulle have flaske, så jeg kunne beholde min personlige frihed. Han skulle sove på eget værelse, så vores søvn og samliv ikke blev forstyrret. Jeg læste en bog om at få sit barn til at sove igennem uden at det græd. Så var der styr på det. Barslen blev planlagt til at slutte, når min barsel med fuld løn fra arbejdsgiver ophørte. Mellem 6-8 måneder, så vidt jeg husker. Til den tid havde vores søn jo også brug for at blive socialiseret, og jeg skulle tilbage til karrieren. Selvfølgelig.

Som 27 årig havde jeg en lang videregående uddannelse, en akademiuddannelse og nogle års erhvervserfaring bag mig. Jeg var godt på vej karrieremæssigt. Vores søn var vores private projekt, som skulle tage de her 6-8 måneder efter fødsel, og så skulle han passes ind i dagligdagen som den var før han kom til verden.

Men så kom han. Og alt ændrede sig. Vi blev overvældet af en beskyttertrang og kærlighed, som ikke kan hverken beskrives eller erkendes, med mindre man selv har børn. Min barsel blev forlænget så lang tid som overhovedet muligt, han blev ammet og sov mellem os i smørhullet. Min personlige frihed bestod af 10 minutters bad alene eller en tur i Netto, og det passede mig fint. Jeg fortalte folk at jeg glædede mig til at komme på arbejde igen, men det passede ikke. Jeg blev dårlig ved tanken om at aflevere mit barn, som end ikke kunne kravle eller tale, til én, der ikke var én af hans primære omsorgspersoner.

Men jeg gjorde det alligevel, for det er jo dét, vi gør. Selvom alt skreg i mig at det var forkert, gjorde jeg det. 5 dage om ugen, 8-10 timer om dagen var vores 1 år gamle søn sammen med en anden, end sine forældre.
Indtil første gang, han græd hjertesskærende, da jeg afleverede ham. Jeg kørte fra mit barn, der græd og rakte ud efter mig, og jeg var på randen til at kaste op. Jeg hulkede hele vejen til arbejde, og græd i mine kollegaers arme, da jeg nåede frem. De smilede barmhjertigt, og én fortalte mig sågar at hendes 4-årige søn fortsat hang om hendes ben, når hun afleverede ham om morgenen. Hun grinede lidt. Jeg følte mig som et rumvæsen, der pludselig ikke forstod det sprog, de talte.

Om aftenen blev vi enige om aldrig at køre fra vores søn igen. Det føltes forkert, han viste os at det var forkert, så det var forkert! Efterfølgende var han hjemme hos mig, og jeg brugte, for første gang siden jeg blev mor, tid på at sætte mig ind i hvilke følelsesmæssige behov, der gjorde at min søn reagerede som han gjorde, når jeg afleverede ham. Og jeg fik et chok.

Jeg er kandidatuddannet i Anvendt Filosofi, og har en del uddannelses- og erhversmæssig erfaring med kommunikation. Jeg er normalt knivskarp til at gennemskue falske selvfølgeligheder; alt det, vi antager som værende sandt, men som ikke er baseret på virkelighed. Opgør med kulturelle normer, der kommunikeres som videnskabelig og faktuel sandhed. Men hele parolen om behovet for socialisering hos småbørn, det gavnlige ved institutioner, det gode ved at løsrive sig og adskille mor og barn tidligt i barnets liv osv osv. Alt det ævl, der i vores samfund bliver kommunikeret som værende med udgangspunkt i det lille barns behov, men som reelt er sådan, vi er blevet nødt til at indrette vort liv med småbørn, for at mor skal hurtigt tilbage på arbejdsmarkedet. Alt dét havde jeg på ingen måde gennemskuet som værende usandt eller direkte forkert.

Tvært imod brugte jeg rigtig lang tid på at føle at det var MIG, der var forkert. Jeg undskyldte sågar med at vores søn var ‘sensitiv’; et begreb, jeg brugte til at forklare hvorfor han helst ville være sammen med sin mor. Han var ét år gammel, og jeg skulle bruge et særligt begreb for at retfærdiggøre at bruge min tid på ham fremfor at arbejde. Jeg gjorde meget ud af at fortælle at jeg altså gerne ville arbejde, men at jeg blev nødt til at blive hjemme.

Der gik det første halve år, hvor jeg gik hjemme med vores søn, hvor jeg var i reel eksistentiel krise. Jeg havde hele mit voksenliv defineret mig selv gennem min uddannelse og mit arbejde, hvilket jeg nu valgte fra for at opfylde mit barns behov.
Det føltes så grænseoverskridende, og alligevel var jeg aldrig nogensinde i tvivl om at det var den rigtige beslutning.

Det var først da jeg igen blev gravid, da vores søn var knap halvandet år, at jeg begyndte at hvile i vores situation; nu ville jeg i realiteten inden længe ikke være i stand til at arbejde alligevel, og så kunne jeg ligeså godt slappe af og glemme min karriere lidt. Og dén ro, den gav mig anledning til at være til stede i min situation. Så fandt jeg stoltheden over min kontroversielle og modige beslutning, og i samme ombæring nærværet i mit liv igen.

Siden har jeg nydt mit liv som hjemmegående med mine børn. Det er et studie udi tålmodighed, koordinering og udholdenhed. Men det er en rolle, kun jeg kan besætte. Andre ville sagtens kunne besidde den stilling, jeg forlod på arbejdsmarkedet, men ingen andre på denne jord kan være mine børns mor. Der er kun mig. Hvorfor var det så svært at indse at jeg reelt kun er uundværlig derhjemme, og at erhvervslivet fortsætter med eller uden mig, og at det i det perspektiv er forholdsvist uskyldigt at prioritere ikke at forlade sine grædende børn størstedelen af ugens vågne timer?

#omsorgsrevolution #exitadskillelseskultur #livetsomhjemmegående#sahm #naturligtforældreskab #naturalparenting