Mor til en datter

Jeg har haft en stor interesse for psykologiområdet, især udviklingspsykologi, længe inden jeg blev mor. Jeg fødte min datter i oktober 2017. I takt med at hun blev ældre og ældre og jeg kom tættere og tættere på adskillelsesdatoen, blev ubehaget og knuden i min mave større og større. Jeg kunne IKKE sende hende afsted og mig selv videre i hamsterhjulet. Alt i mig skreg. Min kæreste og jeg er heldigvis meget enige om at det er os (mig), der skal “passe” og følge hendes udvikling – ikke en vuggestuepædagog eller dagplejer. Begge vores mødre er dagplejere af samme årsag. De kunne heller ikke sende os afsted. Vi har stor opbakning derfra. Det er vi meget taknemmelige for. Og det har egentlig været en naturlig beslutning for os. Dét, der har provokeret og skræmt mig mest, har været alle de mange kommentarer og bemærkninger, vi har fået med på vejen. Især i forhold til karriere og fremtidsmuligheder. Jeg forstår at det er meget afgørende og vigtigt for mange at økonomien skal kunne hænge sammen, fordi man inden børn har taget nogle dyre beslutninger. Nogle beslutninger, man har fået at vide er afgørende for om man kan skabe gode og trygge rammer for sine børn. Men som man til gengæld skal knokle +37 timer om ugen for at kunne have råd til. Hvor vil jeg dog langt hellere nyde mine børn, have ro, overskud og tid, til alt det, vi har lyst til at opleve sammen. Langt hellere, end at stresse ud ad døren hver morgen, for at møde op til et (til sammenligning) intetsigende job, som enhver anden ville kunne varetage. Der er ingen anden, der kan varetagemin rolle overfor mine børn. Der er så ufatteligt mange børn og mødre, der lider. Det er et sørgeligt og barskt samfund, vi har fået skabt os.