Mor til en søn

Lige siden før jeg fødte min baby dreng, var jeg klar over, at jeg ville være méget beskyttende; vi havde få gæster den første måned, jeg har sagt nej et par gange, når folk jeg ikke stolede på, spurgte om de måtte holde ham. Jeg siger nej til en del invitationer, da det ikke gavner ham at komme rundt hist og her, når han er så lille. Jeg er pædagog og arbejder med de 0-5 årige. Jeg har set forældre have svært ved at indkøre deres børn, både i vuggestue og børnehave, og i min graviditet vidste jeg med det samme, at jeg ikke ville kunne holde ud, at andre skulle passe mit barn dagligt. Især ikke mens jeg passer andres. Han er kun to måneder om et par dage, men jeg kan ikke forstille mig, at min holdning skulle ændre sig. 

I starten af ugen luftede jeg min følelse og tanke om hjemmepasning til min kæreste. Han havde meget svært ved at sluge idéen om kun at leve på en indtægt, især fordi vi i år har investeret i bil og hus. Vi diskuterede en del, men endte samtalen med at vi endnu havde længe til at tænke os om og finde ud af ting. Min følelse var, at han ikke kunne forstå det helt. Men nu her i dag kommer han og fortæller mig, han har tænkt over det. At han syntes, jeg skal følge min mavefornemmelse. Jeg oplevede helt eufori indeni, da jeg hørte det. Vi har ikke kørt samtalen til ende eller besluttet noget, men jeg har fået et kæmpe håb! Jeg kan ikke dele det med min søster, for hun kører sin pige ind i vuggestue lige nu, og hun skal ikke føle, jeg dømmer hende for dét. Mine forældre kommer til at tabe hovedet, hvis det bliver aktuelt, og de fleste af mine venner har endnu ikke børn. Så nu lufter jeg det til dig, bare fordi jeg sådan har brug for at det kommer længere ud i universet end bare i samtalen mellem min kæreste og jeg. Er så glad for jeg kunne finde ligesindede hos dig og din insta konto så tidligt i min barsel!