Samtaler med adskillelseskulturen: Besøg af sundhedsplejersken

Sidste besøg af sundhedsplejersken i dag. Hun er rigtigt sød og meget accepterende omkring vores livsstil.
Hun spørger ind til mad. Isolde er 9 mdr. Jeg svarer at hun spiser meget og ofte – både grød, øvrig fast føde og amning. Hun spørger om jeg giver hende komælk i kop eller yoghurt. Jeg tror det er en joke, men hun griner ikke. Jeg spørger hvorfor jeg dog skulle gøre det. Hun siger for at sikre at hun får nok kalk. Jeg siger at jeg jo ammer hende, og at hendes mors mælk vel er en bedre kilde til kalk end en kos. Hun siger (seriøst) at ja, det kan man selvfølgelig godt sige.

Hun spørger med søvn. Jeg fortæller at Isolde sover ca 12 timer om natten, i min armhule og med fri adgang til at amme. Hun forklarer at Isolde jo ikke er sulten mere om natten. Jeg tænker hvordan hun mon kan vide det. Hun siger at det bare er tryghed, og jeg tænker at tryghed er der ikke noget “bare” over i vores hjem.

Hun spørger om jeg stadig bærer hende meget. Jeg svarer ja. Hun spørger om jeg vil have et besøg mere omkring 15 mdrs alderen. Jeg spørger hvorfor. Hun svarer at det er for at tale om sprogstimulering og trivsel i institution. Imens råber Isolde “mam mam mam!!”, fordi hun er sulten, Thor knævrer som et vandfald imens han leger for fulde gardiner.
Jeg trækker på smilebåndet, og siger høfligt nej tak. Hun fortæller at kommunen har søgt satspuljemidler hjem til det ekstra 15 mdrs besøg, som tilbydes alle. Jeg tænker om de penge ikke bør være forbeholdt sårbare mødre og førstegangsmødre. Jeg fortæller at min oplevelse er at der tales alt for meget om stimulering, kurver og vaner og alt for lidt om tilknytning, amning og vikleri. Hun svarer at ja, “det ved vi ikke nok om”. Jeg tænker at det var et sejt nok svar. Hun forklarer at de er på kurser i ‘circle of security’, hvor de undervises i hvordan man vejleder moren i at tage udgangspunkt i barnets behov. Jeg undrer mig over hvorfor man nogensinde har vejledt i andet, men husker så på at det ikke er barnets behov, der er hovedfokus i adskillelseskulturen.

#samtalermedadskillelseskulturen #sundhedsplejerske #adskillelse #circleofsecurity #tilknytning #trygtilknytning #tilknytningsteorier #omsorgsrevolution #exitadskillelseskultur #livetsomhjemmegående #hjemmeunger #sahm #fastføde #amning #sådansovermitbarn #nejtilsøvntræning