Selvrealiseringens paradoks, del 1

Af Manja Holmelund, specialestuderende i moderne kultur og kulturformidling, og frivillig ambassadør for Kulturkritisk Forum. Læs mere om Manja og hendes speciale her. Indlæggene under ‘Omsorgsspektakel’ er en del af Manjas specialearbejde.

I det følgende vil jeg se nærmere på fænomenet ’selvrealisering’.


Idealet om selvrealisering, som hersker i vores kultur, stammer fra oldgræsk humanistisk dannelsestænkning, hvori der eksisterede en tro på dannelse af mennesket, samt at læring og personlig vækst følges ad i en livslang udviklingsproces. Men til forskel fra vores forståelse af selvrealisering i dag som et privat, individuelt foretagende, forbandt den oldgræske dannelsestænkning sig med det fællesmenneskelige (det som binder mennesker sammen). Derudover knyttede dannelsestænkningen i den oldgræske humanisme sig til en arbejdsfri sfære, forstået som det der står uden for ”det praktiske livs behov og nødvendighed” (Saugstad, 2005: 197), i modsætning til i dag, hvor idealet om selvrealisering i højere grad knyttes til arbejdslivet.


I det følgende vil jeg forholde mig til arbejdets udvikling fra ’pligt’ til ’kald’ i relation til selvrealisering, og hvordan moderne selvrealisering er forbundet med forbrug, individualisering og disciplinering, for at svare på, hvorfor der er et iboende paradoks i den form for selvrealisering.

Selvrealiseringens løfte om frigørelse:

Ungdomsoprøret i 1960’erne satte selvrealisering på dagsordenen, med det formål, at fremme en frigørelse af individet “fra det omgivende samfunds undertrykkende mekanismer” (Bovbjerg, 2005). Management kulturens indtog i 1980’erne bidrog til en stigende interesse i, hvad der betegnes som ”Human Ressource Management”, hvilket er en teori der lægger vægt på menneskelig udvikling og potentialer. Som navnet antyder, ses medarbejderen som en ressource, der kan optimeres. Målet er at skabe et selvkørende individ, der af egen drift forpligter sig til arbejdet. Men for at skabe en kaldsrelation til arbejdet og en selvkørende medarbejder, må arbejdet gøres personligt udviklende og ikke kun en måde at tjene til livets opretholdelse, for at blive betragtet som meningsfuldt. Derfor er:

Interessen for selvudvikling […] central for forståelsen af det moderne menneskes engagement og påkaldelse til arbejdet.” (Bovbjerg, 2005: 19)

Udover at arbejdet bliver et middel til selvrealisering i denne optik, betragtes selvrealisering som en måde at fremme sin karriere på:

Det bliver ofte i management-sproget beskrevet som en ’win-win-relation’, som både medarbejderen og virksomheden drager fordel af. Medarbejderne får mulighed for selvrealisering, og virksomhederne får adgang til flere af medarbejderens ressourcer.” (Bovbjerg, 2005: 25)

Vores forestilling om, at selvrealisering i arbejdslivet fører til ’indre’ vækst, gavner arbejdsmarkedet, der profiterer af væksten. Iboende i denne ’win-win’ relation, er der et sløret magtforhold, idet denne form for ledelse ikke er bundet op på ’tvang’ som magtform, men på ’trang’, der kommer til udtryk ved medarbejderens internalisering af den ønskede adfærd (selvstyring og tilskyndelse til arbejdet), hvilket skaber en ansvarsfralæggelse fra ledelsen og en ansvarspålæggelse af den disciplinerede medarbejder:

En succesfuld udøvelse af disciplin er hos Foucault at få sine underordnede til at gøre det, man ønsker, og at de gør det på en måde, helst hurtigt og effektivt, som havde de selv taget beslutningen.” (Bovbjerg, 2005: 28)

Det betyder, at ledelsen kan udøve magt, uden at blive gjort ansvarlig for den, fordi ledelsesstrategien usynliggøres, idet medarbejderen leder sig selv i henhold til virksomhedens interesser.

En vigtig pointe i Foucaults magtteori er, at magtmekanismer er mest virksomme, når de er uigennemskuelige og usynliggjorte (Foucault, 1994: 92). En anden vigtig bemærkning hos Foucault er, at:

”[…] Grunden til, at vi accepterer magt, er […], at den giver os noget positivt.” (Richter, 2011: 9-10)

Opfattelsen af arbejdet som en positiv ’win-win’ realtion, der fører til selvrealisering (og dermed karriefremmende) for medarbejderen, er ifølge Foucaults magtteori, grunden til vi affinder os med magten. Tilføjes dertil en sløring af magtteknikken, bliver det således en meget effektiv måde, hvorpå magten opretholdes.

Men hvad karakteriserer så den moderne selvrealisering? Ifølge Tone Saugstad fører selvrealisering i dag til en ’deformeret humanisme’, der kendetegnes ved at hylde vækst for vækstens egen skyld, tilskyndelse til forbrug og individorientering:

Men i en vækst uden mål risiskerer imidlertid idealerne om selvrealisering at blive et indholdstomt paradoks, som i stedet for udvikling fastholder individet i nuet. Nutidsorienteringen giver reklamen mulighed for at fastholde individet i konsumens flygtige selvrealiseringsidealer baseret på mangelbehovene. Idealerne om selvrealisering gennem livslang læring står derfor i fare for at transformere sig til en ‘deformeret humanisme’, som i stedet for at føre til personlig vækst og udvikling fører til private individuelle selvrealiseringsprojekter, som bliver til selvcentrerede variationer over nuet.” (Saugstad, 2005: 189)

Denne form for selvrealisering tager således ikke udgangspunkt i det, der binder os mennesker sammen (det fællesmenneskelige), som dannelsestænkningen i den oldgræske humanisme tog udgangspunkt i.

Ud fra betragtningen om selvrealisering som styringsteknik, konkluderer Saugstad, at det fører til en øget individualisering, både på arbejdspladsen og i samfundet, hvor individerne som følge heraf i stigende grad vender samfundets dårligdomme indad, internaliseret som egne fejl og mangler, fremfor at lægge ansvaret udad (på samfundet, kulturen eller ledelsen).

Det minimerer i sagens natur mulighedsbetingelserne for en eventuel modstandsbevægelse, da det kræver et forpligtende fællesskab med udgangspunkt i det fællesmenneskelige og en synliggørelse af magtstrukturen, så kritikken kan folde sig ud.

Selvrealisering gennem forbrug:

Vi er alle mere eller mindre selvkritiske individer, da:

For at kunne se sig selv i en social sammenhæng må man være selvkritisk i den forstand, at man må kunne se sig selv objektivt og hermed kunne spejle sig selv i relation til andre mennesker.” (Saugstad, 2005)

Selvkritikken og utilfredsheden foranlediget af den moderne form for selvrealisering, skaber mere ’profitable konsumenter’, i modsætning til tilfredse individer, der kendetegnes ved at være glade for sig selv og deres tilværelse. Det selvkritiske individ lokaliserer sine behov gennem forbrug og køber sig til kvalitet og indhold, som en kompensation for et indholdstomt liv, “snarere end ved at fokusere på den manglende kvalitet og indhold i sit (arbejds)liv.” (Saugstad: 2005, 204)

Herved opstår en form for selvrealisering gennem forbrug, som for individet bliver en udtryksform og en måde at skabe sig selv på. Ved at fastholde individet i dets mangelbehov, skaber reklamen ’en evig jagt på forandring i en udvikling uden mål’.

Reklamer giver løfter om ’det gode liv’: Køb dette og bliv glad, og de appellerer dermed til forskellige aspekter i mennesket, såsom følelsen af social usikkerhed (som skaber et behov) og behovet for social accept (som skaber et forbrug).

Det fører til en øget tilskyndelse til arbejdet, der muliggør forbruget, og det øgede forbrug skaber øget behov, og dermed også øget behov for arbejdets lønindtægt. Og da arbejdet ikke længere anses udelukkende som midlet til opretholdelse af de basale behov, men derimod midlet til selvrealiering, nærmer vi os det, Karl Marx har beskrevet i ‘Den tyske ideologi’:

”[…] det, man kunne kalde for den menneskelige behovsspiral. Når mennesket har fået tilfredsstillet de materielle behov, som er grundlaget for at holde menneskene i live, så opstår nye behov, dvs. at tilfredsstillelsen af behov skaber nye behov. I et samfund som ensidigt går efter profitmaksimering, bliver det de fordrejede behov – ‘have-behovene’, som kommer til at ligge til grund for menneskets stræben efter selvrealisering.” (Saugstad, 2005: 202)

Det selvrealiserende, forbrugende individ er således et, der baserer sin tilværelse på at ’have’ fremfor at ’være’, og selvrealiseringen har ikke et mål: Den er en evig proces og det er dermed processen, der er vigtig, ikke målet, dvs. vækst for vækstens skyld. Og i forlængelse heraf, er reklamen og begæret efter forbrug, heller ikke fikseret på noget bestemt i længere tid ad gangen. Ideen er, at forbrugerne aldrig bliver ’mætte’ og når ’i mål’ med deres forbrug:

Forbrugets flygtighed gør, at der, ifølge [Zygmunt] Bauman, vendes op og ned på behovstilfredsstillelse, idet løftet og håbet om behovstilfredsstillelse går forud for behov. Begær begærer mere begær (jf. Marx’ tese om, at behov skaber mere behov.)”(Saugstad, 2005: 203)

Konklusion:

Sammenfattende er det, jeg betegner som ’paradokset for den moderne selvrealisering’, at den lover frigørelse, men skaber bundethed til arbejdspladsen og bliver en form for selvstyring, samt skaber et selvkritisk individ, der knytter sig til forbrug som erstatning for at opfylde sine behov.

Selvrealiseringsdelen i arbejdet, gør arbejdet meningsfuldt for individet, idet selvrealiseringen lover ’indre’ vækst til bytte for arbejdskraften således, at det ikke kun er arbejdspladsen, der profiterer af ’væksten’ (jf. ’win-win’-relation). Men der er grund til at sætte spørgsmål tegn ved, om løftet om personlig vækst reelt bliver indfriet.

Kommer meningsfuldheden kun arbejdspladsen til gode, hvis vi betragter det ud fra det fællesmenneskelige perspektiv? Såsom familien?

Ifølge Kirsten Marie Bovbjerg er ’den gode medarbejder’ en, der sætter arbejdet højt i forhold til privatlivet (Bovbjerg, 2005: 15) Tid til familielivet efterspørges af mange småbørnsfamilier i den offentligt medierede diskurs. Men hvis det er rigtigt, at vores samfunds idealer om selvrealisering skaber individer, der peger pilen mod dem selv, fremfor mod arbejdsgivere, politikere og samfundskulturen, for at få den såkaldte ’work-life’ balance, så har magtformen tilsyneladende trumfet, fordi det samfundsmæssige ansvar for at skabe bedre vilkår for eksempelvis familielivet, bliver gjort til individernes eget ansvar. Råderummet i en sådan strukturel ramme er begrænset og status quo opretholdes dermed.

Litteratur:

Find litteratur til dette indlæg her.