‘Shaming’-begrebet er adskillelseskulturens get-out-of-jail-free-card

Så er der opsamlingsrant omkring hele diskussionen om samvittighed, “glad mor = glad baby”, ansvar og “shaming”:

Jeg forsøger at åbne op for dialog på en måde, så børnene også får en stemme. Så vi ikke kun lytter til far eller til mor – men også til børnene. Hvor begrænsningerne og grænserne går, er individuelt fra familie til familie, og det kan jeg ikke have indsigt i eller tage i betragtning for hvert eneste post, jeg laver. Som individ i et samfund er man i en konstant vekselvirkning hvad angår ansvar: du har et individuelt ansvar for at gøre det bedste du kan under de vilkår, du er i. Gør du det, har du ingen grund til at få dårlig samvittighed. Får du alligevel dårlig samvittighed, forsøger din dømmekraft at fortælle dig at noget er off. Du må ændre på noget/acceptere en begrænsning. Den indsigt er dybt forankret i det enkelte menneskes følelses- og familieliv.
Omvendt har samfundet som helhed et ansvar for at sikre de bedst mulige vilkår for individet, så det har muligheden for at leve et meningsfuldt liv med indre ro.
Den vekselvirkning tager jeg op, fordi jeg synes, tendensen lige nu er til at give samfundet skylden: men vi ER jo samfundet, og derfor må hver enkelt af os påtage os den del af ansvaret, vi har for at ændre tingenes tilstand. Det er en erkendelse, der gør ondt. At vi hver især har indflydelse – nogle væsentligt mere end andre, fordi de har mere wiggle-room – og derfor ansvar for at optimere situationen for vores familie.

Når jeg postulerer at barnet ikke nødvendigvis er glad, fordi mor er det, handler det igen om den dømmekraft, vi ikke lytter til, som begynder at knirke som dårlig samvittighed, og så får vi brug for flosklerne for at kunne dække os ind i situationen. Jeg mener, vi som samfund trænger til bevidstgørelse. Og det kan gøre ondt, men det er individets og samfundets ansvar. Som enhed og helhed.

Jeg synes, det er godt og nødvendigt med en kritisk debat omkring vores måde at være i verden med vores børn på. Det er derfor, jeg skriver som jeg gør – ikke for at “shame” nogen som helst
Som skrevet mener jeg eksempelvis ikke at udsagnet “glad mor = glad baby” er problematisk i sin essens, så længe man ikke bedriver vold mod udsagnets intention. Men netop denne vold, mener jeg, vi har begivet os ud i, hvorfor udtrykket nu er så udvandet at det er gået fra at bruges til at beskrive hvorfor mor(/far) selvfølgelig skal tage vare på sig selv og være grundlæggende glad i sit liv for at kunne facilitere en glad baby, til at være et forsvar, vi gør brug af når vi træffer tvivlsomme valg omkring disponeringen af vores tid på bekostning af barnets behov for tilbragt tid med nærværende primære omsorgspersoner. Jeg mener, udtrykket, i den måde, vi anvender det på nu, er blevet et redskab i adskillelseskulturen, til at dulme vores dårlige samvittighed og ignorere dét, vores intuition forsøger at fortælle os.
Og så lige én gang til for Prins Knud: Jeg mener absolut ikke at folk er dårlige forældre. Heller ikke de, der anvender omtalte udtryk på den måde, jeg problematiserer. Heller ikke de, hvis børn er i institution. Heller ikke de, der er uenige med mig.
Jeg mener, vi alle er i proces.
Det handler ikke om hvem der er en god henholdsvis dårlig forælder. Det handler om at der er nogle elementer, i den måde vi har indrettet os som samfund, der er direkte skadelige for vores børn. De ting bør vi tale om, selvom det gør ondt. De ting er så dybt forankret i os, at de har rod i selve vores måde at tale på (derfor opslaget med talemåden). Vi er decideret berøringsangste med ALT, der omhandler dette emne, og når det så tages op, og man mærker sin dårlige samvittighed skurre, bliver der råbt SHAMING og pilen peges udad.
Men den dårlige samvittighed – den er skam ens egen. Og aktiveres den, er det fordi ens dømmekraft er blevet kompromitteret og forsøger at fortælle os noget.
Det er ikke mig, der giver folk dårlig samvittighed ved mine skriverier. Det havde de højst sandsynligt i forvejen – nu kan de blot mærke dem selv ‍♀️