Små børns behov: Tilknytning vs. socialisering

Mere om sproget og dets magt over vores virkelighedsopfattelse.

Én af de typiske anker mod at holde børn ude af institution er at man så “ikke tager barnets behov for at spejle sig i venner på deres egen alder i betragtning”.

Det er et spøjst argument.

Det er for det første aldrig lykkes mig at finde et stykke forskning, der konkluderer et decideret socialt behov ved små børn (0-2 år).
Tvært imod læser jeg ofte at det altoverskyggende behov for 0-2 årige er tilbragt tid med primære omsorgspersoner, for at lære at være i relation til sig selv og andre, og udvikle sin personlighed og følelsesliv på en sund og afbalanceret måde.

Jeg tør godt postulere at der ikke findes et 0-2 årigt barn på denne jord, der har BRUG FOR at være omgivet af jævnaldrende (dvs. på samme udviklingsniveau og med samme manglende evne til at selvregulere) i mange timer i døgnet og uden sine primære omsorgspersoner. Det er en socialt konstrueret antagelse – ikke et egentligt behov, vores børn har.
Egentlig tror jeg heller ikke på at 2+ årige børn har det behov – og jeg har heller ikke set forskning, der indikerer det.

Jeg HAR til gengæld hørt en masse sprog, der indikerer det.

“Det er godt for dem at komme ud og stå på egne ben”
“De skal lære at klare sig uden mor og far”
“De har brug for at være sammen med jævnaldrende” – og ofte suppleret med: “… ellers får de et chok, når de kommer i skole!”

Men VED vi egentlig dét, eller er der egentlig tale om de i forrige opslag omtalte mursten af løgne, der bygger vores hus af selvbedrag?

Hvor står det skrevet at barnets (angivelige) behov for det såkaldte “socialisering” er et behov for at være væk fra mor og far?
For mig at se er det to helt forskellige ting, hvoraf kun den ene rent faktisk kan bevises at være et reelt behov, barnet HAR (altså IKKE at være væk fra mor og far), og ikke noget, vi konstruerer med vores sprog. Fakta og kulturel norm kædes sammen, for at tjene adskillelseskulturens formål: tidlig løsrivelse, så både mor og far kan arbejde hurtigt efter fødsel.

Jeg har efterhånden en temmelig bred kontaktflade af hjemmegående, og jeg kender ikke én eneste, der ikke tager barnets sociale behov i betragtning.

De tager blot barnets behov for tryg tilknytning så seriøst, som forskningen viser os, vi bør.

De hjemmegående, jeg kender, er meget OBS på at støtte og vejlede barnet i dets sociale relationer med andre børn (og voksne) og de er også alle meget opsøgende og ligger et stort stykke arbejde i at danne et socialt miljø omkring deres børn.

I det omfang, det giver mening.
I det omfang, barnet reelt har behovet.

Der er altså ikke tale om at børn bliver isoleret fra andre børn, når man ikke sender dem i institution.
Jeg tænker netop, bekymringen bør være med modsatte fortegn.
Jeg tænker at en bekymring at små børn isoleres fra deres forældre i mange timer om ugen, under påskud af et angiveligt behov for socialisering, som kædes sammen med behov for selvstændiggørelse og tid væk fra primære omsorgspersoner. Det er en bekymring at vi har “normaliseret noget, vi reelt ikke har ret godt styr på”, som professor Charlotte Ringsmose udtaler.

Tilgå forskningen bag dette indlæg i Vidensbanken på Kulturkritisk Forum, her