Stress hos småbørnsmødre

Ny forskning viser at forekomsten af kronisk stress er 40 % højere hos kvinder, der arbejder fuld tid og har to børn, end hos kvinder, der arbejder fuld tid og ingen børn har.
Hos kvinder, der arbejder fuld tid og har ét barn, er niveauet af kronisk stress 18 % højere end hos kvinder, der arbejder fuld tid og ingen børn har. 
Undersøgelserne viser også at flextid og muligheden for at arbejde hjemmefra ikke hjælper på disse stresstilstande. 
Det gør reducering af arbejdstimer til gengæld – i øvrigt for både mænd og kvinder.

Nogle gange læser man et stykke forskning og tænker: “Ja, det siger sgu da sig selv”. Men det der med at “sige sig selv” – det er jo baseret på intuition og reflekteret fornuft, hvilke vi ikke tillægger meget værdi. Det skidt kan jo ikke måles og vejes ‍♀️ Så vi forsker i det, gør det målbart, og opdager: hov! Det hjælper ikke en dadel på niveauet af stress, småbørnsforældre oplever, at de får lov at arbejde hjemmefra/flexe.
Hvorfor mon?
Jo, jeg tænker det måske er fordi at dét, der reelt stresser dem er den evindelige og uudholdelige dårlige samvittighed over den meget lille del af døgnet, der er tilbage til reel nærvær med deres børn, når arbejdet og husholdningen er klaret. Det, vi i adskillelseskulturens jargon kalder ‘kvalitetstid’.
For hvad betyder det om man sidder her eller der og arbejder – man er enten fysisk eller mentalt fraværende. 

Så kan vi begynde at tale om muligheden for deltidsjob, hos den af forældrene, familien prioriterer, skal have mere ‘kvalitetstid’ med børnene.
Jeg mener nu, det er lappeløsninger. Det mangler mod!
Deltidsnærvær er stadig halv tids fravær – plus transporttid, og det er for meget, mens børnene er små.

Det bliver sådan en sludder for en sladder, og en “nå, men vi kan da også prøve…”, når man kollektivt ikke helt tør at se i øjnene, at dét, der reelt er nødvendigt i dén grad kræver at alle skifter spor og vi rykker ressourcer for at kunne omprioritere.

Psykolog og kulturkritiker Ole Schouenborg udtrykker det således:

“Nu er vi nået til et vendepunkt i samfundsudviklingen, hvor vi skal sige, at den måde, vi laver mennesker på, skal i centrum. Og så må erhvervslivet, fagbevægelsen og hele svineriet rette sig ind efter det. De har opbrugt deres kvote af indflydelse på samfundsudviklingen, og nu må yngelplejen være det, som det hele drejer sig om. Vi har så meget, vi skal have indhentet i forhold til barndommen”

Samme beskrev, i forbindelse med udgivelsen af sin bog ‘Velfærdsyngel’, sin vision om ‘småbørnsuniversiteter’. Her taler Schouenborg om steder med én mandlig og én kvindelig topkvalificeret pædagog til 15 forældre (han skriver kvinder) og deres børn. Et sådant universitet skulle have fysisk plads, aktiviteter og funktioner, som skulle tilfredsstille såvel forældrenes som børnenes behov.
Således kunne forælderen holde sig igang fagligt og være tilgængelig for sine børn samtidigt.

Jeg ved ikke om det er løsningen. Der er jo også givet afkald på nærværet her.
Men jeg synes i dén grad, det er forfriskende at læse om et initiativ, der i højere grad tager udgangspunkt i behovene hos småbørnsfamilierne – og i særdeleshed børnene – og ikke arbejdsmarkedet.

Find undersøgelsen om stress hos mødre og link til Schouenborgs udtalelser her