Undgå institution uden at undvære én forælders indkomst

OBS! Indlæg under denne kategori har intet at gøre med den økonomiske mentoring, man kan købe i shoppen på Kulturkritisk Forum! Disse indlæg er udelukkende baseret på feedback fra følgerne på Instagram og Facebook. Vi opfordrer til altid at konsultere med en professionel, inden du foretager ændringerne i din økonomi.

 

Når jeg opdaterer omkring livet som hjemmegående og børns trivsel – både vores dagligdag, men også de evidensbaserede og kulturkritiske indlæg – får jeg A L T I D en kommentar eller flere om at det jo er dejligt for os at vi har råd til at leve på den måde, men at det ikke er alle forundt.

Og det er helt sikkert rigtigt at det ikke er alle, der kan få det til at hænge sammen at holde deres barn/børn ude af institution. Men det er muligt for mange flere, end der reelt gør det nu! Det kan godt lade sig gøre i rigtigt mange tilfælde, men det kræver selvfølgelig at man som familie er villig til at tilpasse sig, og lave lidt om på den plan, man havde lagt, før man fik børn. Det tænker jeg egentlig er en sund øvelse, for livet skal ikke være det samme, efter der er kommet børn ind i familien.

Eksistensen, tilværelsen og dagligdagen bliver meget mere fyldt med mening og ansvar og meget mere begrænset på frihed og selvstændighed. Sådan er det. 

Vælger man at fastholde den grad af frihed og selvstændighed, man havde, inden man bragte børn ind i familien, sker det ofte på bekostning af børnene. Med det mener jeg at selvom vi er vant til at fortælle os selv og hinanden at det bliver godt for børnene at komme i institution af den ene eller den anden opdigtede årsag, så er det ganske enkelt ikke rigtigt. Det bliver måske fedt for mor og far at kunne genoptage karrieren og livet fra før børn – men det er ikke fedt for børnene. Anyways, det var slet ikke det, det her indlæg skulle handle om.

Det skal handle om hvilke muligheder, man så rent faktisk har, hvis man gerne vil holde sine børn ude af institution – eller minimere deres tid der – men ikke kan undvære én indkomst i familien, ved at trække mor eller far ud af arbejdsmarkedet for en stund.

Jeg har lavet en liste med nogle forslag. Forslagene er baseret på mine egne indlæg og feedback fra mine følgere på Instagram og Facebook (TAK, venner <3).

– Overvej at skifte karrierespor i en årrække. Uanset hvad du er uddannet, er det muligt at tage ufaglært arbejde i en anden branche, der gør at du kun skal arbejde en-to gange om ugen, for at hive en fuldtids- eller bare en tilstrækkelig løn hjem. Fx som handicapmedhjælper, pædagogmedhjælper eller lignende, hvor det er muligt at få døgn- eller 12-timers vagter. Du kan også gøre rent på fx sygehuse i de tidlige morgentimer, og måske nå hjem inden din ægtefælle skal afsted på arbejde. Mulighederne er mange, hvis man bare er lidt kreativ, og ligger job-snobberiet på hylden (for a while).

– Påbegynd uddannelse. Mange uddannelser kan tages som fjernstudier med mødepligt ganske få gange pr semester. SU-indtægten kan i øvrigt suppleres med ufaglært døgnarbejde som beskrevet ovenfor, og du vil stadig kunne holde dine børn ude af institution. Der kan også søges legater, SU-lån og slutlån som supplement til SU’en. Se mere her og her.

– Bliv privat dagplejer. Det stikker i mit hjerte at skrive det, fordi jeg er imod institutionalisering af små børn, men hvis det var min eneste mulighed for at holde mine børn hjemme, ville jeg gøre det.

– Undersøg om din kommune giver tilskud til pasning af eget barn.

– Overvej om du kan bruge din uddannelse og erhvervserfaring til at arbejde hjemmefra/i weekenderne/om aftenen.

– Undersøg muligheden for call-jobs, fx Markmann

– Bliv pleje/aflastningsfamilie. Det kræver selvfølgelig at du rent faktisk har lyst til – og mulighed for at tilbyde et barn det, der er brug for.

 

Vi kunne godt fortsætte med at arbejde som hidtil og institutionalisere vores børn som hidtil, og så læne os tilbage og vente på at der bliver lavet ændringer på familieområdet fra politisk side. Men det kommer ikke til at ske. Der kommer ikke til at ske en ændring i de vilkår, vores børn vokser op under, før folket mobiliserer sig, tager ansvar og laver ændringerne selv. Dét, min dejlige mor kalder at “stemme med fødderne”. Og det kan vi godt. Det kan virke håbløst, og man kan føle sig helt indflydelsesløs, men individet har uendelig magt og indflydelse, hvis vi hver især tager vores individuelle mulighed for indflydelse på os, og gør de ofrer, det kræver.

Når højtuddannede som jeg selv fx, træder helt ud af arbejdsmarkedet, eller tager ufaglærte jobs, for at få tid med sine børn – så må politikerne lytte, for det er dyrt for statskassen.

Der er ingen tvivl om at det kan være hårdt at arbejde forskudt for forholdet, fordi man ikke ser hinanden så meget. Det skal man naturligvis tale om og gøre sig klart. Det er kun for en periode, mens børnene er små. Der er til gengæld heller ingen tvivl om at det hårde arbejde er godt givet ud – for børnene, for familien og for livet sammen. Livet er nu.