“Vi er allesammen børn af institutionaliseringen, og vi har det fint nok”

Har vi? Vi har allesammen uddannelse, arbejde, fritid, ferie, venner, ægtefæller og børn. Men hvordan har vi det?

Børne- og ungdomspsykiatrien eksploderer med diagnoser indenfor adfærds- og tilknytningsforstyrrelser. Tre gange så mange børn og unge får diagnosen angst eller depression som for ti år siden. I 2009 var der 20.686 patienter i børne- og ungepsykiatrien, der dækker over borgere under 17 år. I 2016 var det tal steget til 33.629 – en stigning på 62,6 procent.

“Vi er ramt af en bølge, hvor børn er blevet mere og mere utrygge over de seneste ti år, og det er vi nødt til at gøre noget ved. Det er et stort og vigtigt samfundsansvar at sætte ind over for problemet. Vi ved ikke, hvad den stigende psykiske mistrivsel skyldes” – citat direktør i Børns Vilkår Rasmus Kjeldahl.

Voksenpsykiatrien melder om depression, angst, psykotiske lidelser osv. Alle tal er i stigning og har været det i en årrække efterhånden. Fra 2009-2016 er antallet af patienter i voksenpsykiatrien steget fra 89.614 til 115.618 – en stigning på 29 procent.

Den psykiske sundhed er på ingen måde prangende hos hverken børn, unge eller voksne. Vi har svært ved at være i verden på en sund og balanceret måde.

Skilsmisseraterne taler for sig selv. I 2014 blev 19.435 ægtepar skilt. Det er det højeste antal skilsmisser, der nogensinde har været i Danmark på et år, og det er 23 pct. flere end det gennemsnitlige antal skilsmisser de seneste ti år.

Vi har svært ved at knytte os til andre og leve i sunde, længerevarende relationer til andre mennesker.

Stress er en landeplage. Danskerne langtidssygemeldes dagligt og hvert år dør omkring 1400 mennesker i DK af følgevirkningerne af stress.
Vi knokler derudaf – i erhvervslivet, privat og i vores sind – indtil vores system lukker ned. Det er et helt tydeligt symptom på at vi ikke kan mærke os selv. Vi skruer op for de tangenter, der tillægges værdi i samfundet, for at forsøge at opnå den følelse af mening, værdi og tilhørsforhold, vi mangler.

Vi kan ikke finde ud af at være os selv. Vi kan ikke finde ud af at være i en sund vedvarende relation til andre. Vi kan ikke slappe af. Vi har ingen ro i os selv, andre og livet.

Men vi “har det jo fint”.

Og alle råber: TIDLIG INDSATS! De første 1000 dage er vigtige – vi skal have bedre normeringer i daginstitutionerne.

Nej. Vi skal holde op med at tænke som vi altid har gjort, for så ender vi dér, hvor vi altid har været.

“You can’t solve problems by using the same kind of thinking you used, when you created them” – Albert Einstein.