Workshop i KBH: Brug din splittelse som din drivkraft

Søndag d. 17. oktober afholder jurist og livs- og businessmentor Anne Damgaard sammen med filosof og offentlig formidler Mie Storm workshop i København.

Fokus for workshoppen er at arbejde med at gøre den splittelse, vi oplever og fortvivles over, til den bærende drivkraft mod den forandring, vi længes efter.

På workshoppen kommer du til at arbejde aktivt med at bruge din indre splittelse som drivkraft for forandring og handling i dit liv. Splittelse er et grundvilkår i livet – og den kan være lammende, hvis du lader den. Den kan også være den vildeste motor, hvis du owner den og bruger den aktivt.

Der er mange måder at føle splittelse på. Der er mange facetter af livet, der kan forårsage den, og der er mange individuelle omstændigheder, der kan forstærke følelsen af at være splittet. Så hvad kan nogle konkrete eksempler på splittelse være?

  • Du kan være splittet mellem den, du er som forælder, og den, du er fagligt. Dén følelse forstærkes i en adskillelseskultur, hvor sondringen mellem de to areaner er voldsomt skarpt trukket op. Hvem er du nu, og hvad kan du bruge alle de kompetencer, som ikke har noget med dit forældreskab at gøre, til? Måske oplever du at længes mod at bruge dine øvrige kompetencer, som også er en stor del af din identitet. Det kan være en forholdsvis nem beslutning at vælge den ene del af din personlighed til (fx rollen som forælder eller rollen som arbejdende individ), fordi du mærker at det har allerstørst betydning for dig lige nu. Det betyder dog ikke nødvendigvis at du stopper med at brænde for – og længes efter at udleve andre dele af din identitet (fx vores faglighed/passioner/forældreskab).
  • Du kan føle dig splittet mellem din uddannelsesmæssige faglighed og det arbejdsliv, du ønsker i fremtiden. Hvordan bygger du bro mellem disse, så du ikke skal starte forfra?
  • Du kan være splittet mellem din selvforståelse og identitet førhen – og nu.
  • Du kan være splittet omkring hvordan du bruger din tid bedst muligt, for at være den, du gerne vil være – og leve det liv, der er mest værdifuldt for dig. Den splittelse kan både manifestere sig inden i dig – og i relationen til din eventuelle partner.
  • Du kan være splittet mellem at leve det liv, du ønsker allermest (fx livet med mest muligt tid med dine børn) og økonomiske bekymringer.
  • Du kan være splittet mellem at starte noget op selvstændigt eller (for)blive lønmodtager.

Hvordan bruger du din splittelse som motivation til at skabe forandring i situationer som disse – eller andre? Det får du konkrete værktøjer til – og eksempler på gennem workshoppens to sessioner.

Session 1: Hvordan accepterer og lever jeg med den splittelse, jeg føler?

I første session skal vi tale om – og arbejde med den splittelse, alle mennesker oplever. Splittelse er et grundvilkår i den menneskelige eksistens, og den bliver forstærket i en adskillelseskultur, hvor du konstant må spalte dig selv i forskellige livsarenaer. Der er noget normativt skamfuldt over både at mærke, erkende og ikke mindst tale højt om den splittelse, du føler. At handle på splittelsen er decideret angstprovokerende for mange.

Som menneske er din dagligdag fyldt med valg: du vælger noget til – og noget fra. Selvom et valg kan føles grundlæggende rigtigt og i overensstemmelse med dine værdier, kan du føle dig splittet og længselsfuld, ift. det, du valgte fra, og dét kan være svært at være i. Særligt i et samfund med fokus på præstation og forbrug. I workshoppens første session arbejder du med at acceptere splittelse som et grundvilkår i den menneskelige eksistens: Hvordan lever du med den? Hvordan forholder du dig til den? Hvad er den forårsaget af? Hvordan håndterer du den?

Når du tager ejerskab ikke kun over det, du vælger til, men også det, du vælger fra, kan du bruge din splittelse aktivt til at arbejde for dig hen imod det, du længes efter. Splittelse kan blive en drivkraft for dig, når du forstår den og accepterer den.

Session 2: Hvordan bliver min splittelse et aktiv i mit (arbejds)liv?

I workshoppens anden session skal vi tale om – og arbejde med at bruge vores splittelse til vores fordel. At acceptere splittelse som et grundvilkår, gør dig i stand til at leve som et helt menneske – på en bæredygtig måde, uagtet hvilken arena i livet, du befinder dig i. Det gør dig også bevidst om det, du kan – og ikke kan ændre på. Hvad er vilkår – og hvad er normer. Denne indsigt har en enorm betydning for din evne til at bruge din splittelse som en drivkraft til at skabe fremdrift, forandring og accept – i alle arenaer af dit liv. Ikke mindst i indsatsen for at skabe et bæredygtigt arbejds- og familieliv. Det går vi meget mere i dybden med, og du kommer til at bruge dit eget liv (familie, dig som person, dit arbejdsliv) som omdrejningspunkt for arbejdet hele dagen igennem.

Om workshopfacilitatorerne

Anne Damgaard er oprindeligt uddannet jurist og har mange års erfaring med rådgivning i iværksætteri. De seneste år har Anne været selvstændig livs- og businessmentor. Hun arbejder til dagligt med kunder, der ønsker et bæredygtigt arbejdsliv. Anne Damgaard uddanner desuden nye vidensentreprenører på sin egen uddannelse ‘Livs- og businessmentor’. Hun lever sammen med sin mand Nick og deres søn Birk, i et liv med fokus på værdier og balance mellem gøren og væren. Læs mere om Anne Damgaard og hendes faglige virke her.

Mie Storm er oprindeligt uddannet cand.mag. i Anvendt Filosofi med speciale i psykiatri og bevægelser i det menneskelige sind. Hun har også rundet en bachelor i Engelsk Sprog og Internationale Studier samt efteruddannelse i kommunikation. Hun har erhvervsmæssig baggrund inden for psykiatri- og asylområdet. De sidste 4 år har hun været selvstændig offentlig formidler gennem virksomheden Kulturkritisk Forum. Her bedriver hun kulturkritisk samfundsanalyse via en række forskellige medier. Du kan finde Mie Storm på www.kulturkritiskforum.dk og på @miewstorm på sociale medier. Mie Storm er mor til to børn på henholdsvis 5 og 3 år, og venter familiens tredje barn til november. Familien Storm lever et liv uden for hamsterhjulet med et fravalg af institutioner og et fokus på mest mulig tid sammen.

Både Anne Damgaard og Mie Storm har års erfaring med at skabe et bæredygtigt arbejds- og familieliv, samt at støtte andre i samme proces. De er desuden begge erfarne undervisere, foredragsholdere, rådgivere samt workshopfacilitatorer.

Tilmeld dig workshoppen

Workshoppen afholdes søndag d. 17. oktober 2021 fra kl. 11.00-15.00 hos Soulhouse, Hørsholmsgade 20c, 3. sal, 2200 København N. Pris for deltagelse: 700 kr.

Skriv dig på interesselisten til workshoppen neden for – så får du direkte besked i din mailbox, når information om tilmelding bliver offentliggjort.

Subscribe